1995
Livø
På een dag nær, er det præcis seks år siden, at Rold Skovs Venner sidst drog til den skønne limfjordsø, Livø.
Denne gang var turen dog tilrettelagt på en lidt anden måde, idet Hanne og Knud havde arrangeret det således, at vi skulle slutte dagen af med fælles spisning.
Alle mødte glade op ved Aalborghallen, hvor Christian fra Frank Hansens busser i Arden, holdt klar til at tage os med på eventyr. Og som en erfaren rejseleder, dirigerede Knud os straks på rette vej, der i første omgang gik til Sebbersund.
Her skulle vi mødes med tre af vore fem selvkørere, for at vi kunne dele vores beholdning af forebyggende medicin med disse. Den officielle forklaring var dog, at vi skulle opleve og nyde den smukke udsigt over Limfjordens vande.
Vel ankommet til havnen i Rønbjerg, gik vi straks ombord i den gode Livøfærge “Svanø”, og da havnen var overfyldt af mennesker, fulgte færgen ikke fartplanen, men sejlede kontinuerligt i stedet.
Dette betød at Helge og nogle få af vore deltagere blev agterudsejlet, hvorfor resten af holdet fik god tid til at anbringe deres bagage i den gamle kirkesal, som nu er omdannet til øens forsamlingshus. Det var nemlig her vi skulle have spisning senere.
Da færgen lagde til kaj næste gang, blev alle dog forenede igen, og turen Livø rundt kunne endelig starte, og det tør siges, at det gjorde den også så det kunne mærkes. Den første halve time stod regnen simpelthen ned i stænger, hvorfor de af vore deltagere, der ikke var i komplet regntøj, blev våde til skindet på resten af kroppen. Imidlertid var vandgangen heldigvis overstået med denne skylle, og jo længere vi kom op ad dagen, desto bedre blev vejret, for til slut at ende i den skønneste sommeraften.
Turen går mod Kellerstenen og Krumhøkerhuset på øens nordspids. Vi passerer den smukke skovsø kaldet Ellesøen, og går videre ad Mosevejen til en indhegning med nogle tilsyneladende forkrøblede rødgraner. Disse træer er skæve fordi de er podede, og da formålet med dem er, at de skal levere frø til Danmarks fremtidige skove, er de plantede her på Livø for at undgå bestøvning fra nogle artsfæller, som er uønskede.
Vi holder frokost ved Kellerstenen, hvor inskriptionen på denne lyder. “Livø grundlagdes 1911 af Christian Keller”. Dette må nok siges at være lidt flot sagt, da Livø har eksisteret lige så længe som Danmark selv.
Helge fortæller os lidt om hvad Livø har været anvendt til gennem tiderne, lige fra kloster- og herregårdsjord til åndssvageanstalt. I Kellertiden var der bl.a. en alumne som slog øens skrædder ihjel, fordi han var forelsket i dennes kone. Dette var imidlertid for stærkt for de andre alumner, som hævnede mordet ved at slå ham i hovedet med at koben, så han derefter var både døv og blind i resten af sine dage.
Livø har også været mål for de såkaldte ølejre, i tiden, hvor man havde hønsestrik og hængepattesyndromer i højsædet. Nu er alt dette dog overstået, og i 1977 blev Livø fredet og er siden 1980 blevet drevet af Buderupholm Statsskovdistrikt. Til glæde og gavn for tusindvis af mennesker, som sætter pris på friluftslivets og naturens herligheder.
Som sagt, Krumhøkerhuset lå omtrent på øens nordligste punkt, og man kan let lokalisere stedet, idet syldstenene stadig væk ligger på deres oprindelige plads på toppen af skrænten.
Det var her St. St. Blichers datter, Malvina Steensdatter Blicher levede en tid som krokone i den yderste fattigdom. En medvirkende årsag til dette var, at hun var blevet gift med den tørstige teglværksbestyrer, Rasmus Berg. De flyttede da også senere fra øen til Vendsyssel, hvor det dog gik yderligere ned ad bakke. Malvina døde lillejuleaften 1874 og blev begravet på Sulsted kirkegård, hvor der findes en stor mindesten over dem begge.
Vi følger nu kystlinien mod syd/vest gennem et enekrat, som dog efterhånden viger, og mere går over og bliver til egeskov. Her finder vi en dejlig plet til at nyde den medbragte kaffe, inden turen går videre ad Krebsedamsvej til det sydlige udsigtstårn. Fra dette er der en herlig udsigt mod både Fur, Mors og helt over til Thy derude længst mod nord.
Efter dette smukke syn går det videre mod Liv Tap, men da denne er totalt fredet, drejer vi rundt ved Hesselbjerg, og kommer til at følge en kæmpestor mark med nyslået græs, der skal vejre og blive til hø. Dette er meget tungt at færdes i, men endelig når vi frem til “Markvejen”, der går lige ned til byen, hvor Helge desværre måtte sige farvel pga. meget skrive- og bestyrelsesarbejde.
For at give vore deltagere lejlighed til at bese alle Livøs herligheder, fører Knud derfor det meste af holdet op i den nærliggende egeskov, mens nogle få følger Helge på vej mod færgen. Disse formastelige personer havde overhovedet ikke haft i tankerne, at komme på kro for at drikke øl. Det skete bare for dem.
Da Rold Skovs Venner er en kreds af ene hyggelige mennesker, og da det, foruden oplevelserne i naturen, også er vigtigt at fremme det sociale samvær, arrangerer vi ved passende lejligheder en fælles spisning.
Således også på denne Livøtur, hvor øens nye værtspar, Kirstem og Chr. Schmidt, havde dækket op til os i den store sal i forsamlingshuset. Dette måltid forløb som sædvanligt under megen snak, sange, taler, samt en enkelt historie fortalt af Kai Svendsen, for endelig at slutte af med både kaffe og kage.
Efter middagen var der stadig tid til en lille aftentur, inden vi skulle påmønstre den ekstra færge, som Hanne og Knud havde chartret til kl. 22.00, og da vejret nu var både lunt og helt stille, følte mange sig fristet til nok en tur mod Hesselbjerg, mens andre foretrak at gå en tur op omkring den store kampestensgård, som ligger oppe i nordenden af Livøs eneste bygade. Efterhånden blev alle dog samlede nede ved havnen, og da skovfolket omsider kunne gå ombord, ja, da fik de sig dagens sidste og store overraskelse. Der sad nemlig et syv mands stort orkester og spillede på livet løs.
Overfarten til fastlandet varer almindeligvis ikke længe, men selv om skipper trak tiden ud i begge havne, føltes det dog alligevel, som var vi kommet ombord i en flyvebåd. Orkestret, “Stråmændene” fra Løgstør spillede og sang så godt, at tiden fløj afsted, og man fik danset alt for lidt. Knud påstod godt nok, at han intet kendte til dette indslag i festlighederne, og at det måtte være noget som rederiet havde arrangeret. Kendsgerningerne er dog, at han holdt en lille tale, og gav dem en erkendtlighed, som tak for den festlige overfart. Så det.
Ovre på kajen i Rønbjerg, holdt Christian parat til at køre os til Aalborg, og vel ankommet tilbage til Aalborghallen, kunne man atter engang konstatere, at dette havde været en sæsonafslutning som bare ville noget.