1995
Bjergeskov
Af forskellige årsager, er der nu gået 7 uger siden sidste tur, og vi er nået frem til søndag den 21. maj.
Det er endeligt ved at være rigtigt forår, med høj sol og næsten ingen vind, og dette betyder da også, at der, trods de mange konfirmationer, møder hele 99 personer op på frueskoens p-plads ved Buderupholmvejen.
En særdeles veloplagt og drillesyg Helge fører os straks mod vest, men inden længe får han et stort problem, thi to skilte viser ned til Frueskoene, men bare hver sin vej i en ret vinkel. Vi må dog træffe et valg og vælger den til højre, således at vi kommer til at vandre i en lys bøgeskov, som egentlig er anlagt som et forsøg.
Det var den gamle skovrider Lorenzen, som med disse proveniensforsøg ville undersøge vækstmulighederne for forskellige arter her i Rold Skov, og vi ser da også både vintereg og forskellige bøgearter, som blev sået tilbage i 1926-27.
Pga. det sene forår, er Frueskoene endnu ikke sprunget ud, men Helge fortæller, at de desværre også er gået stærkt tilbage, siden plantør Jens Brüel opdagede dem i 1884. Der er nu kun mellem 5 og 10 planter tilbage, men heldigvis findes de også ca. 7-8 km. borte herfra, på et areal uden for Rold Skov. Her sås der sidste år hele 29 blomster på bare een plante. “Jeg siger ikke hvor”.
Vi følger grusvejen neden for bakken mod syd, og snart møder vi et kæmpestort, 300 år gammelt egetræ. I betragtning af at vi ikke har for mange af disse kæmper tilbage, er der god grund til at nyde synet. I 1600 tallet, hvor vi havde hele tre krige, blev der alene fældet 30.000 træer nede i skovene ved Mariager.
Man går normalt helt ned til Lindenborg å i den lysning, som kaldes Ålykke. Den ligger på højre hånd lidt efter den store eg, men efter en tid drejer vi op over bakken mod syd.
Her findes der en herlig naturskov med unge bøge – og gamle som er segnet af ælde. Også den vilde hassel, der let kendes på sine mange skud fra samme rod, har her fundet en plads i naturens orden.
Helge udvælger dette sted til at fortælle lidt om en personlighed: Bl.a. om at “Kongen af Rold” havde sendt Helges bog, af samme navn, til dronning Margrethe, som det forgangne års julehilsen. Han modtog til gengæld en personlig og håndskrevet tak, hvor dronningen skriver, at hun tydeligt husker både Prinsessetræet og det efterfølgende besøg på skovridergården. Det er tillige flot og usædvanligt, at Jens Hvass personligt har kendt ikke mindre end fire konger og een dronning.
Rold Storkro vil ligledes hædre ham ved at indrette et lokale med navnet “Hvass”. Her skal der ophænges billeder med forskellige situationer fra “Kongens” tid i Rold Skov.
Oppe fra bakken går det nu brat ned mod åen, og snart når vi frem til blåkilden, hvor der i det gode vejr hersker en egen fred og idyl. Her er der vederkvægelse til legeme og sjæl, både i form af det friske kildevand, og ved synet af en flok fredeligt græssende Galloway kvæg, som går i engen på den modsatte side.
Vi følger nu den gamle oldtidsvej til området sønden for Slettingen. Her ved en af skovens middelalderbrønde fortæller Helge lidt om det at gå på jagt, og om da Rebild Bakker brændte i 1905, eller var det mon i 1906. Vi husker diskussionen mellem Anders Sletting og Jens Ørnebjerg, om hvornår det var. Jens sagde 5 og Anders sagde 6, men tilslut måtte Jens alligevel bøje sig, det var nemlig Anders, der som hjorddreng havde lavet et bål, og dette havde taget magten fra ham.
Alle veje fører som bekendt til Rom, og således også til Skadholm, men den drillesyge Helge havde selvfølgelig på et tidspunkt ladet fmd. gå forrest med en lille flok, for selv at få lejlighed til at vælge den beskrevne rute op over Slettingen. Og selvfølgelig skulle vi også herfra føres gennem så meget mudder og sump som overhovedet muligt derind.
En tur rundt på Skadholm er dog det hele værd. Som sidste del af navnet siger, har denne bakkeø tidligere været helt omgivet af vand, men i dag er det dog muligt at komme tørskoet til stedet fra den nordligste ende.
Da hele holmen på denne årstid er tæt bevokset af højt græs, går vi hele vejen rundt langs skovbrynet, og får derved lejlighed til at nyde synet af de mange forskellige, og meget flotte solitærtræer, som kun står der i dag , fordi området tidligere var i privat eje. Stedets sidste beboer, Agnete Gjern, var enkekone gennem mange år. Familien var kommet hjem fra “Østen” fordi hendes mand havde fået malaria. De byggede en norsk bjælkehytte, og her havde de bl.a. landets næststørste samling af buddhaer.
Efter Agnete Gjern`s død købte staten arealet, og det særprægede hus blev desværre brændt af som led i en stor brandøvelse. – Ja, sådan er der så meget.
Vi går nu ud af den faste vej, og herfra op gennem Bjergeskov tilbage til udgangspunktet. Det er ikke tilfældigt, at dette område hedder Bjergeskov, men trods denne sidste kraftanstrengelse, gav rigtig mange medlemmer udtryk for, at denne tur havde været den bedste, som vi har haft længe. Og det er jo ikke så ringe endda.