1995

Vesterskov

Det var ikke uden grund, at vi havde været lidt bekymret om medlemmernes årvågenhed, idet aprilturen skulle udgå fra nøjagtigt samme mødested som sidst, men denne gang til Rold Vesterskov. Der havde da også været nogle ganske få, som desværre var kørt til Møldrup, men på trods af det, blev startturens deltagerantal alligevel slået med een person. 

Turen startede med at der, ud over de sædvanlige meddelelser, var uddeling af kortmateriale over Rold Skov til hver enkelt familie. To af vore medlemmer, Jørgen Sørensen og Jens Larsen, havde som en flot gestus, ladet fremstille disse kort. Dette fik straks Helge til at så tvivl om lovligheden, idet han engang havde hørt om nogle personer, som pådrog sig et sagsanlæg for noget lignende. Hvor kan Helge se uskyldig ud, når han siger noget sådant!

Lige over for p-pladsen, ser man skovfogedboligen, Birkehuset. Vi passerer dette og følger en dyb oldtidsvej ned mod Lindenborg ådal. Her fortæller Helge historien om en skovfoged, der skældte ham ud nede ved Teglsø. Denne gemmer vi dog lidt, da vi senere, selv skal opleve at se ud over dette smukke stykke natur.

Da flere af vore medlemmer aldrig før har været ved Springkilden, som egentlig er en artesisk brønd, og ved vadestedet, hvor adelshæren gik over Lindenborg å i 1534, gør vi holdt for at give dem lejlighed til at passere hegnet og tage disse ting i nærmere øjesyn. Som tidligere omtalt, gik der kuk i uddelingen af sidste års julemedicin, og for at de personer, som siden har opbevaret dette, ikke længere skal leve under et psykisk pres, havde vi besluttet at uddele medicinen på denne tur.

For at finde et velegnet sted til denne handling, førte Helge os nu op gennem en anden dyb oldtidsvej, der løber parallelt med Aldalen. Der er ikke nogen fra Rold Skovs Venner, som tidligere har været på dette sted, og man må i sandhed sige, at det var i nogle ualmindelige flotte omgivelser, vi kunne ønske hinanden en fortsat god sæson 1995.

Vi søger atter ned langs Lindenborg å i sydlig retning, og efter en tid når vi frem til stedet hvor den gamle middelalderborg, Stubberuphus Voldsted lå placeret. Da Helge naturligvis ikke har fået udleveret et af de omtalte kort, påstår han, at han ikke aner hvor stedet er, så det må være fmds. problem at lede folk derned.

En sådan udfordring kan man jo ikke bare sidde overhørig, og en snes stykker følger derfor loyalt trop, og går med ned gennem sumpen og krattet med de fældede birketræer til det omtalte sted, mens fru fmd. fører resten af holdet videre langs den faste vej.

Selvfølgelig skulle Helge have denne oplevelse med, og pludseligt dukker han frem fra intet, for generøst at godkende, at stedet var fundet. Det var nu vist nok kun ham selv, der kunne se at noget afveg fra resten.

Vort sydligste mål for dagen var henlagt til Teglsøen. Vi skal derfor passere Enebærstykket, og da vi når dette, har vi en fin udsigt mod Tveden med Koldgaard vest for, og Tvedgaard øst for landevejen. Vi ser også den store gran, som står tilbage efter stormen i `81, og som nu kaldes Turistforeningens gran.

Vi går gennem enerne og forbi det gamle skyttehus, Teglhus til vi når nordenden af selve søen. Her fortæller Helge om det nu nedrevne jagtslot, der var bygget af den ældste greve Schimmelmann i 1868. Slottet, som var en gave til hans hustru, var ualmindeligt stort, idet man havde bygget det efter metersystemet, og ikke været opmærksom på, at tegningerne var lavet i alen.

Det var også her på stedet, at den føromtalte historie fandt sted. Før 1970 var Vesterskoven et lukket område, men Helge havde af den gamle greve, Heinrich Carl Schimmelmann fået lov til at gå ind til Teglsø for at forberede en tur for Rold Storkro`s gæster. Helge og Marianne mødte da en skovfoged, der både skældte ud og jagede dem ud af skoven. Greve Schimmelmann havde senere hørt om episoden, og næste gang Helge mødte skovfogeden, var der ingen ende på dennes undskyldninger, foruden at han tilbød at vise direktør Qvistorff og hans frue rundt, hvilket Helge dog høfligst frabad sig.

Det er nu tiden at vende næsen tilbage mod udgangspunktet. Vi følger derfor en grusvej direkte ned mod den gamle hovedvej, og kommer derved forbi et stort jordfaldshul. Men i modsætning til så mange andre, er lige akkurat dette hul desværre ikke noget at omtale. Man kan ved selvsyn konstatere hvorfor.

Nu var der blot en tur langs landevejen tilbage, og efter således at være blevet udsat for både mosleri og drilleri, kunne vi, som så ofte før, sige Helge tak for endnu en herlig tur.