1995

Mørkeskov

En rigtig “Rold-Skov-tur”. Dette var intentionerne, og sådan kom årets start-tur da også til at forløbe. Efter tre måneder med dobbelt nedbørsmængde, viste vejrguderne sig fra deres allerbedste side på denne den anden søndag i marts. Resultatet var da også, at der mødte ikke færre end 108 personer op, og det på trods af, at vi havde sat deres årvågenhed på en hård prøve, idet mødestedet fejlagtigt var angivet til at være nede ved 20 km. stenen på hovedvej A 13. Altså nede i nærheden af Viborg, da vore landeveje, som bekendt, tæller fra syd mod nord.

Turen går straks omkring Mørkehus, hvorfra der steg en velduftende brænderøg op af skorstenen. Vi skal finde et sted, hvor ingen andre end Helge har været før, og dette endda for mere end 20 år siden. Stedet, som kaldes Manglestedet, er i dag blot en svag markering af en hustomt i skovbunden. Hvorfor det hedder sådan, ved man ikke rigtigt. Har man haft mangel? Eller har der måske været en slags hjemmeproduktion af de manglebrædder, der blev brugt til at håndrulle datidens linnedtøj med.

Snart efter stopper Helge op, og fortæller dagens første anekdote om en pudsig tildragelse længere sydpå i skoven. Gamle skovrider Lorenzen havde engang en rigsdagsmand på besøg, og denne ville gerne foretage nogle ekskursioner ude i skoven. Den første dag kom han hjem og meldte, at han havde set fire elefanter, som holdt hinanden i halen, hvilket Lorenzen blot overhørte. Næste dag var den gal igen, thi da var der en hel flok Talegala-høns, som flagrede rundt nede i området. Rigsdagsmanden besluttede herefter straks at afslutte besøget. Han var øjensynligt ikke klar over, at Cirkus Miehe havde sit vinterkvarter i Rold by gennem mange år.

Vi gør senere holdt for at betragte forskellen på to karakteristiske typer grantræer. Til den ene side står de statelige nordmannsgraner, Abies Nordmanniana, og til den anden en gruppe af kæmpegranerne, Abies Grandis. Det er disse som dufter så herligt, når man klemmer hul på nogle blærer på barken, der er fyldte med en stærkt aromatisk harpiks.

Vi passerer atter Mørkehus, og på vej mod Troldeskoven kan vi, som noget helt nyt, konstatere, at man faktisk har plantet en hel allé af et så fremmed træ i skoven, som hestekastanjen.

Længere fremme, ved en gammel oldtidsvej, står der en stor gruppe af rødeg. Disse er plantet på foranledning af Jens Hvass, med det formål, at beskytte Troldeskoven for den til tider så hårde vestenvind. Her fortæller Helge om den gang forfatteren Hans Kirk var ude at samle stof til en bog om Rold Skov. Hans Kirk mødte en navngiven person blandt egnens beboere, og ville gerne have at vide, hvad der egentlig blev af de sidste røvere fra Rold. “Det ve a et”, var svaret. Det mente Hans Kirk nu nok, og gentog spørgsmålet flere gange. Til sidst sagde den adspurgte: “Hvis do gjarn ve ved et – Den jen bløw sagfører i Hobrow, å den åen i Aalborg.

Oppe i Troldeskoven må vi naturligvis høre om hvordan Helge engang måtte lempe formanden for et gastronomisk selskab gennem Prinsessetræet. Men da dette, som bekendt, er segnet om på grund af ælde og storm, går vi i stedet hen til bøgen med det store øje, således at alle kan få lejlighed til at gå igennem her, og dermed måske modvirke en eventuel engelsk syge.

Helge har gjort den erfaring, at hvis der er nogle mennesker, som er for “kloge” til at gå igennem, er disse gerne fra teknikerstanden. Når Helge så har spurgt, hvad de så ellers gør for deres helbred, er det nogle gange sket, vedkommende har sagt, at han spiste Ginseng-rod, hvilket som bekendt også er træ  –  Sådan.

Vi beslutter at holde vores frokostpause nede i Stendalen, men først slår vi et slag hen forbi Skovtårnet, så både gamle og nye medlemmer kan få lejlighed til at bestige dette. Herefter gik det stejlt mod dalbunden i én lang række, hvor vi snart fandt en dejlig og solfyldt plads til både rast og hyggesnak.

Er der stejlt ned, er der også stejlt op igen, dog i en lidt mildere grad, idet vi vælger den lidt østligere sti, som fører os lige op til urskoven.

Denne gamle skovpart er karakteristisk ved at have en masse bøgetrunter, der er tæt bevoksede med de flotte fyrresvampe. Et sikkert tegn på snarlig død og undergang. Det er også her, vi kan nikke genkendende til den gamle og første bålplads, hvor vi holdt vores fælles Sct. Hans aften i 1991.

Nu er der blot tilbage at følge vejen mod p-pladsen ved Tveden derude på den gamle hovedvej A 10, eller 180, som den nu hedder. Her kunne vi konstatere, at succesen var hjemme på alle måder, dog skal vor korrekturlæser måske være mere vågen næste gang.