1994

Høstermark Skov

Det blev atter en tur ud over det almindelige da Rold Skovs Venner besøgte Høstemark Skov den 13. November.

I lighed med turen til Hovskoven havde vi også denne gang arrangeret det således, at vi skulle ankomme samlet til stedet, hvorfor mødestedet var fastlagt til at være på torvet i Mou. Da vi skulle have en turleder fra Danmarks Naturfredningsforening med på turen, og da Helge skulle have endnu et manuskript færdigt til bogtrykkeren inden jul, havde han fået fri fra jobbet som turleder for denne gang. Alligevel mødte Helge op på torvet, således at han kunne føre os frem til det af ham selv aftalte mødested. Han kunne også sagtens huske hvor det var.

Næsten.

Efter således en ekstra lille travetur op til skovfoged Søren Hansens bolig, mødtes vi med vores turleder, skolelærer på Gudumholm skole, Thorkild Lund.

Thorkild Lund indledte med at fortælle lidt om Høstemark Skov, som i dag ejes af Aage V. Jensens fonde. Skoven dækker et areal på ca. 1000 tdr. land, og den består af 1/3 naturskov, 1/3 almindelig skov og 1/3 åbne sletter.

Naturskoven har sået sig selv og har aldrig været renafdrevet. Den rummer det højeste antal hulrugende fugle i Danmark, set i forhold til arealet, og den har en kronhjortebestand på cirka 200 dyr.

Vi følger nu vejen langs hegnet mod syd, og går gennem den sydlige port ad vejen mod øst. Her passerer vi på venstre hånd nogle bitte små bøge. Disse havde den anseelige alder af 60 til 70 år, men var aldrig blevet større pga. hjortenes afgnavninger.

Til højre står der en ældgammel bøgetrunte. Et træ som tidligere var et af de store, og hvor resterne, som nu er tilbage, i sin undergang har fået en næsten skulpturel udstråling. Det siges i øvrigt, at i træets velmagtsdage dansede egnens beboere omkring det om sommeren, hvorefter pigerne blev forført inde i den omkringliggende tætte skov. Og dette skulle være ganske vist.

Vi stopper op ved et lidt højereliggende areal, der tidligere har været brugt som overdrev. Det er omgivet af gamle strandvolde, og lå engang som en ø i stenalderhavet. Man kunne tidligere se et lille hvidt hus ude fra vejen mod Dokkedal. Huset var bolig for skytten under de forrige ejere, men nu er det for længst borte, og sporene efter det er slettet.

Turen fortsætter ud over sletten, hvor nogle markeringspæle er anbragt som en hjælp for optælling af de forskellige plantearter. Selvom vejret var tørt, og temperaturen viste én plusgrad, var der her bidende koldt. Den skarpe vind bevirkede, at vore 108 deltagere virkelig blev gjort opmærksom på at det snart er vinter.

Høstemark Skov blev indhegnet i 1930 med et 11 km. langt hegn, og da vi når dette ved Dokkedalsvejen, drejer vi mod sydøst til vi når det område, der ligger hen som gammel højmose. For at opleve dette særlige stykke natur, går vi tværs over mosen og kommer dermed atter til skovs, hvor der er mere læ for vinden. Her holder vi vores sædvanlige pause, og da Helge ikke selv var til stede, så udvalget med flere, sig nødsaget til at fortære hans tiltænkte chokolade.

Efter et lille stykke vej inde i de mod syd beliggende dele af skoven, går det nu atter ud over sletten, for at vi kan komme over til de nordligste dele af samme.

Vi stopper op ved et tårn, hvorfra der er en fin udsigt over en anden slette, hvor dyrene fodres med roer om vinteren. Dette gøres både for at hjælpe dyrene, men også for at skåne planter og træer for dyrenes bidskader.

Der er aldrig kommerciel jagt i Høstemark Skov, men der fjernes årligt mellem 60 og 70 hjorte i ren afskydning. Dog aldrig på denne foderplads. Det skal være sådan, at dyrene føler sig trygge her, og vi havde da også den fornøjelse, at se pladshjorten komme vandrende med sine hinder tværs over pladsen, for senere at forsvinde ovre på den anden side igen. Dagens sidste oplevelse var et besøg hos brokken. Høstemark Skov har en stor bestand af grævlinge, som er gået vældigt frem pga. rævens tilbagegang.

Et gravkompleks er bolig for bare ét par, og dette kan have op til mellem 40 og 50 huller, hvilket er væsentligt flere huller end ræven har. Man sagde om grævlingen i gamle dage, at man skulle altid have noget i støvlerne, som kunne knase, idet den bider i sit bytte lige til knoglerne knuses.

Nu var der ikke langt til den anden port lige ved den hovedbygning, som blev opført i 1934. Den har dog ikke mere noget med skoven at gøre, idet der nu bor en vildtslagter fra Klarup i den.

Her måtte vi så sige farvel til Thorkild Lund, og takke ham for at have givet os en naturoplevelse af de store. Det var dejligt at se, at der endnu er plads til steder, hvor både flora og fauna kan trives på egne præmisser.