1994

Kærbjerg Skov

Vi er nu i april måned, og heldigvis ligner Rold Skovs Venner atter sig selv, med et normalt deltagerantal på ca. 80 personer. Vejret var nemlig rimeligt godt fra morgenstunden, og det skulle senere vise sig, at det blev bedre og bedre op af dagen.

Vi startede fra p-pladsen ved Store Blåkilde, og selv om jorden tilsyneladende var blevet tør, opfordrede Helge deltagerne til at iføre sig deres gummistøvler, da dagens rute var lagt ud gennem både skov og våde enge.

Den første etape gik op gennem Kærbjerg Skov, og snart passerer vi ejendommen Christianshåb, hvor der står en færdselstavle om kørsel forbudt på skovens tilstødende veje. Dette fik Helge til at fortælle en historie om en uheldig jæger, som engang mente sig i sin gode ret til at undersøge Helges bil, fordi han kørte på vejen og havde noget liggende bag i bilen med et tæppe over.

Jægeren gjorde sig nemlig skyldig i to fejltagelser, og dummede sig dermed gevaldigt. For det første kendte han ikke Helge, når han kunne tro, at bylten var et gevær, og for det andet havde han ikke fattet, at skiltet taler om skovens tilstødende veje.

Turen går videre gennem den gamle stævningsskov, hvor der endnu kan spores nogle af de volde, som blev bygget for at værne skoven mod indtrængende kreaturer. Vi passerer også Rytterkrattet, og da dette navn kan henføres til den tid, hvor herremanden samlede sine ryttersoldater i begyndelsen af 1700 tallet, får dette Helge til at fortælle om sit eget korte møde med det danske militær.

Helge var ikke meget for denne alliance, hvorfor han aftenen i forvejen drak sig så fuld, at det påvirkede milten. Alligevel blev han til sin store fortrydelse udskrevet til B-H, men da han ikke anede hvad dette var, måtte han gå rundt og spørge sig for. Sorg blev til glæde vendt, da en behjertet sjæl endelig kunne oplyse, at B-H simpelthen står for Betinget Hjemmeværn, og soldatertiden derfor var et overstået kapitel for Helges vedkommende.

Vi er nu nået frem til sydsiden af Madum Sø, hvor nogle enkelte mener at de kan ane borgen, der sank som straf fordi en afdød, der skulle berettes af den tilkaldte præst, viste sig at være en gris.

Efter en kort strækning langs søbredden, drejer vi atter ind i Kærbjerg skoven, og snart strømmer der en vældig larm ud fra skovens dybe stille ro. Da vi kommer nærmere, viser dette sig at være en ”helvedesmaskine”, der er ved at tynde ud i rækkerne. Det er nu lidt uhyggeligt når den samme maskine kan både fælde, afgrene og afkorte træerne i én arbejdsgang. Kan naturen følge med?

Snart lukker skovens tætte mur af træer dog effektivt af for støjen, og i en lysning står der en mængde stød tilbage efter tidligere fældninger. Set med vore øjne, lignede de bestemt nogle stole, der blot var anbragt for at tjene vores magelighed, mens vi indtog vores beskedne måltid. Så det gjorde vi.

Efter pausen følger vi Aspvej og Blåkildevej over i Store Arden Skov. Her bemærker man straks forskellen på denne og Kærbjerg Skov, idet Lindenborg gods i høj grad driver skoven som en del af selskabets produktion.

På lang afstand får Ø.P. og Ebbe Hansen øje på et rigtigt ”Sparekassetræ” og der opstår en diskussion om det er en eg eller en bøg. Da vi når derhen kan de fleste godt se, at det er en eg, men da nogle alligevel tøver, får dette Helge til at minde om hvad han tidligere har sagt: Så se dog ned – det gamle løv fortæller det jo.

Vi går gennem Holtegaard, hvor flaget var oppe fordi der var fødselsdag, og altså ikke fordi vi kom. Så vi fortsætter ud på Blåkildevej mod Hegnskovgaard, der ligger lige hvor terrænet ændrer sig og bliver til Willestrup ådal.

De få deltagere, som ikke havde iført sig gummistøvler kom nu til at sande at det ikke var tom snak, da Helge ved turens start havde anbefalet det kraftigt.

Ved fælles hjælp passerer vi Store Arden Bæk og andre vandløb, inden vi endelig skal over Willestrup Å via to træmaster. Preben Skov fik, trods rigtigt fodtøj, alligevel en våd sok, idet en deltager, som han ville hjælpe over bækken, var tungere end han selv, hvorfor det var Preben, som blev trukket ud i vandløbet.

Da alle havde forceret træmasterne, skulle den næste forhindring nu overvindes, da terrænet her bestod af ene tuer, der blot stak op gennem det blanke vand. Belønningen for alle strabadserne, fik vi dog ved synet af den smukke Blåkilde. Det specielle ved besøget for denne gang var, at vore medlemmer nu kan prale af at de har forceret ådalen, og dermed er kommet frem til kilden fra ”den forkerte side”.

Fra kilden var det nu blot at følge den ”normale” vej tilbage, og hvis man skal drage en konklusion over dagens tur, må denne være: Det var en af de bedste, som vi har haft længe.