1994

Jægersborg Skov

I modsætning til sidste års sæsonstart, blev dettes en drivende våd affære. Ja, vejret var så præget af regn, slud og blæst, at vi for første gang nogensinde kortede turen ned til blot at vare i to timer.

Det var ellers et dejligt terræn, som vi havde udset til at skulle danne ramme om åbningsturen den 13. marts. Vi havde, som tidligere omtalt, fundet et meget stort og meget flot enebærstykke inde i Jægersborg Skov, og havde, mod betaling af 300 kr. til Lindenborg gods, også fået tilladelse til at besigtige dette. Vejrliget taget i betragtning, var det meget flot at der mødte 33 deltagere op. Alle udstyret i regntøj fra top til tå.

Vi begav os da også straks af sted, og da mødestedet lå lige ved Madum Sø, var der ikke langt til enebærstykket, der ligger i skovpartens østlige del. Man kunne ikke undgå at bemærke, at vintervejret var gået hårdt ud over planterne, idet mange af dem var bøjet ned mod jorden, grundet vægten fra den tunge sne. Flere endda så kraftigt, at dele af planten var brækket løs fra sin hovedstamme. Heldigvis har naturen dog en stor evne til at retablere sig selv, og ofte på forbavsende kort tid efter at skaden er sket.

Ene tilhører, sammen med dunbirken, noget af Danmarks ældste bevoksning, og Helge  mindede os om hvordan en enebærbusk kan have bær fra tre årgange siddende sammen. Svenskerne siger i øvrigt, at i det år hvor bærrene fra alle tre årgange, på den samme busk, bliver modne på én gang, da vil kvinderne også blive trofaste. Dette er som bekendt ikke sket endnu, i hvert fald ikke for bærrenes vedkommende.

Turen går tværs gennem enerne på den korte led, og derved kommer vi til at følge Aspvej på et kort stykke, inden vi atter sætter til skovs gennem et areal, beplantet med graner.

Vi går så dybt ind i skoven, at denne nu ændrer karakter i retning af at være mere sumpet. Et område kaldes da også Hjorth`s Mose, men når man ikke til stadighed holder træerne i ave, har naturen de fleste steder en vis tilbøjelighed til at ville springe i skov, og dette var netop også tilfældet her i mosen.

På vejen tilbage stopper Helge pludselig op for at spørge om nogen skulle have et kompas, da han havde tabt orienteringen. En behjælpsom deltager hiver straks et kompas op af lommen og beklager, at det ikke er alt for godt, da det kun har kostet 5 kr. Det lykkes ham heller ikke rigtigt at finde retningen, for der er jo også noget med at der kan være misvisning. Egentlig var det hele ligegyldigt, for vi befandt os blot 300 meter fra Aspvejen, men Helge havde fået sig en pragtfuld skovtur. Hvordan kan man dog være sådan overfor sine medmennesker?

Tilbage på Aspvejen vedtog vi at afkorte turen, der så til gengæld skulle være gratis. Alle var drivvåde, men da der var et lille ophold i regnen, gik vi hen til vore biler, for sammen at slutte af med at tage en tår kaffe, inden vi atter skulle køre hver til sit for at blive varme og tørre. Vi var dog enige om at vi ville gentage turen en anden gang. Terrænet er så dejligt at endnu flere af vore medlemmer skal have lov at opleve det, og de 33 der var med, kan sagtens have noget ud af et gensyn. Da vil de forhåbentlig kunne komme til at trænge endnu dybere ind mellem de smukke enebærbuske og alt det andet, som gør skoven til et dejligt sted at være.