1993

Store Økssø

Den 3. Weekend i november kom vinteren til Danmark, men dette betød blot, at en ekstra dimension blev lagt til vore oplevelser på turen i egnene omkring Store Økssø. Vi har her i ´93 skejet en heldel ud, rent geografisk, og var nu kommet til at længes efter en ganske traditionel tur i vor kære Rold Skov.

Mødestedet var derfor fastsat til Spejderhytten for enden af Stendalen, og da der allerede var faldet et pænt lag sne på den forholdsvis stejle skovvej, der går ned til hytten, kom de sidste af vore 68 deltagere nærmest skøjtende, da vejen jo selvsagt blev glattere og glattere for hver bil. Vi indledte med at trave en tur på kryds og tværs ned gennem Sønderskov, således at vi endte med at tangere Store Økssø kort før den gamle tørvegrav, der nu er en smuk pendant til selve Økssøen.

Herefter fulgtes søbredden et kort stykke mod øst, inden vi atter drejede fra for at komme til Havemosen, hvor der skulle foregå flere ting. Som altid, er det et fast indslag på vore ture, nærmere at betragte en del af skovens flora. Denne gang så vi først på to forskellige slags birk, der let lader sig identificere fra hinanden, idet Dunbirken, i modsætning til Vortebirken, er den, som får de vildtvoksende kvaster, der ligner fuglereder. Fmd. mente nu godt nok, at arten måtte være fyrretræer, eftersom der voksede mange af de flotte fyrresvampe på dem. Havemosen er også bevokset med både de statelige han-enebær, og de smukke hun-enebær, som altid har bær siddende fra tre årgange. Det første og andet år er de grønne, henholdsvis små og store, mens de i det tredje bliver blå.

Selvfølgelig skulle vi også have historien om Hede-Knud. Den kan ikke fortælles på et mere vedkommende sted, end her i Havemosen, idet man netop står nøjagtigt på stedet, hvor konen ”pest” i hans træsko, og samtidigt har man udsigt lige over mod Hedekrogen, hvor han boede i mange år.

At novemberturens traditionelle og hyggelige højdepunkt er, at Marianne holder klar med sin special-gløgg på et i forvejen aftalt sted, kan vi alle vist godt være enige om. Heller ikke i år svigtede hun denne gode vane, som efterhånden fandt sted for 7. gang, og da vi nu alligevel befandt os i området, var Havemosen et oplagt sted til at få næsen varmet i det friske og blæsende vintervejr. At der så var nogle, som absolut skulle have seks glas, inden vi kom af sted igen, er der jo ikke noget at gøre ved. Vel Birgit.

Turen gik nu videre hen forbi Tøtteruphus og ned langs banen mod syd, inden vi atter drejede ind mod søen, hvor vi fandt en rasteplads umiddelbart før det sted, som Lions Club i Skørping bruger til deres årlige Sct. Hans-arrangement. Herfra fulgte vi søen et stykke vej videre mod syd, idet vort yderste mål på dagens tur var det store jordfaldshul, som kaldes Røverstuen. Da nogle af vore medlemmer skulle være hjemme til tiden pga. en udsendelse i TV, lavede vi den aftale, at Helge skulle gå rask til med fortroppen, mens fmd. skulle sørge for at alle i bagtroppen kom godt hjem.

Der blev også hurtigt en stor spredning i rækkerne, men noget må alligevel være gået galt, for af en eller anden mystisk grund, passerede vi ammunitionsdepoterne nr. 32 og 33 to gange. Heldigvis er Helge dog god til at finde tilbage til den planlagte rute, og da vi passerer skovløberstedet Klodholm, var vi sikre på at være på rette vej. Det var en ualmindelig god tur, og det var flot klaret, at ingen kom mere end højest en halv time for sent tilbage til Stendalen, således at man også kunne få dagens andre gøremål ordnet, uden alt for store forsinkelser