1993

Skindbjerglund og Blåhøl

Søndag den 31. oktober var alt tilbage ved det gamle. Det var tørvejr, Helge var med, og resultatet blev da også, at der mødte 86 deltagere op på efterårsturen til Skindbjerglund og Blåhøl.

Vi har været her før, men i modsætning til sidst, gik vi denne gang straks mod nord i retning af Lindenborg Å. Man kommer da snart forbi en meget køn lille skovsø, hvor Helge stopper op for at fortælle lidt om det område, som vi i dag har udset til at skulle fungere som vederkvægelse for vore legemer og sjæle.

Skindbjerglund var oprindeligt en del af Rold Skov, og vel at mærke en meget karakteristisk del, idet den hovedsageligt består af gammel egeskov. Det karakteristiske ved egeskoven er, at den har en frodig underskov, som her i området bl.a. består af hassel. Men også ahornen er begyndt at brede sig overalt, og dette fremmede træ kan godt gå hen at blive et problem. Den er så stærk, at der på visse steder ligefrem er ved at opstå en kamp mellem den og bøgen om at erobre al ledig plads i skoven.

Vi når ned til Lindenborg Å lige ved en ret bred grøft, som vi nødvendigvis må passere for at komme frem til det næste mål, nemlig Blåhøl. Det lykkedes ikke for Helge at lave det sædvanlige nummer med ikke at kunne finde en vej til målet, idet Ø.P. og fmd. ødelagde hans foregivne vildfarelse ved at finde en spang, således at alle kunne komme tørskoet over den vandfyldte grøft.

Herefter følger vi åen modstrøms mod Blåhøl, alt imens vi har en flot udsigt mod landskabet ovre på nordsiden. Dette rejser sig stejlt op mod bakkekammen, der bag sig har landsbyen Volsted liggende skjult for vore blikke. På denne skråning ses flere kendte Aalborgenseres domiciler placeret, herimellem Berg Bach`s, installatør Ryø`s og Jørgen Bladt`s huse. Efter en dejlig tur i ådalen, når vi frem til den smukke kilde, kaldet Blåhøl. Denne er en bassinkilde, og den deler æren med Lille Blåkilde om at være den vandrigeste nord for alperne. Det er ikke første gang vi befinder os på stedet, men et så enestående stykke natur, kan man nu heller ikke komme af sted med at besøge for tit.

Turen går nu tilbage mod skoven, og det vil i sagens natur sige både fremad, men også opad, idet Lindenborg Å som bekendt ligger i en ret stor og bred ådal. Det var derfor velfortjent med en lille frokostpause da vi atter når den lille sø, som vi har passeret tidligere på dagen.

Skindbjerglund er ikke nogen stor skov, men man kan lave nogle utroligt varierede ture i den. Vi lader derfor anden ”halvleg” blive en rundtur i østlig retning, og herved kommer man bl.a. gennem et dejligt område, som kaldes Kratbakke. Dette er et karakteristisk hedelandskab, som derfor er bevokset med den kendte, smukke flora af lyng og enebær.

Turen går videre, og terrænets topografi bevirker, at man uvilkårligt mindes en gammel vandresang fra FDF, som hedder ”Bakke ned og bakke op”. Der er dog også tid til at nyde de smukke farver, det stille vejr og den specielle duft, som netop efterårsskoven giver fra sig. Pludselig er vi tilbage ved udgangsstedet, nogle var mere trætte end andre, men én ting var helt sikkert, vi havde atter haft en dejlig tur i et område, som må være tæt på at ligne den oprindelige, uspolerede danske natur.