1993

Bramslev Bakker

Efterårets første tur den 26. september druknede formeligt i regn og rusk. Dette, samt det forhold, at Helge for en gangs skyld havde måttet melde fra som turleder, bevirkede at der ”kun” mødte 44 personer op til en ellers dejlig tur i de skønne Bramslev Bakker.

Vi mødtes ved traktørstedet, og da alle havde iført sig regntøj og gummistøvler, begav vi os straks på vej mod vest, hvorved turens første del kom til at forløbe gennem stedets smukke enebærkrat. Dette er blevet til ved at disse arealer fra gammel tid har været anvendt som overdrev. Sådanne græsningsarealer giver nemlig gode vækstbetingelser for ener, der er meget lyskrævende.

På et tidspunkt, hvor det ikke længere var rentabelt at holde kreaturer i løsdrift, var området lige ved at være groet til med træer og buske. I dag har man dog atter udsat flere flokke af både og kvæg, for således at drive naturpleje ved hjælp af dyrenes afgræsning, der samtidigt holder al uønsket plantevækst nede.

Mens turen endnu foregår hvor terrænet ligger højt, har man fra mange punkter et vældigt godt overblik over den smukke Mariager Fjord. Denne er, i lighed med mange andre østjyske fjorde, et resultat af istidens store forandringer af vort land.

Fjorden ligger i en såkaldt tunneldal, som er væsentligt dybere end man kan se, idet der på visse steder findes en vandstand på over 30 meter. Denne dybde er stor nok til at vore ubåde ofte går ind i fjorden for at holde neddykningsøvelser der.

Vi følger nu et spor, som går i nordlig retning, og kommer herved til at gå langs et skovbryn. Dette område må tidligere have været tilholdssted for mennesker, da der på stedet fandtes både pære- og æbletræer. Da vi jo netop var midt i høsttiden, benyttede vi lejligheden til lidt fouragering, inden vi skulle videre mod Valsgård Bæk.

Langs fjordens stejle skrænter kan man finde flere erosionskløfter, der er blevet dannet af smelte- og regnvand, især i den vegetationsløse periode lige efter istiden. Valsgård Bæk ligger netop i en sådan kløft, og ved passagen af denne stopper vi op for at give os tid til at nyde synet af et stykke uspoleret natur. Bækken er både meget vandrig og meget ren, hvilket tydeligt ses af bundforholdene og en rig vegetation, der trives i det klare vand.

Herefter går vi imod bækkens løb, til vi når Hjerritsdal Vandmølle. Denne mølle her en anselig alder, idet der findes skriftlige kilder om stedet gennem ca. 500 år. En overgang var den stærkt forfalden, men er nu fredet og sat fint istand, således at hele mølleriet er intakt og funktionsdygtigt. Møllen beboes af Ole Palsbøll, men da ingen var hjemme, tillod vi os at besigtige møllesøen og møllehuset ude fra kanalen, der fører vandet ind til drivhjulet.

Efter dette stop fulgte vi nu en rute, der går ad forskellige markveje og forbi flere gårde, i retning mod Hegedal. Lige inden vi når denne, drejer vi dog atter ned mod fjorden, hvor vi fandt et dejligt sted til at holde frokostpause på. Trods den silende regn.

Her var der en deltager, der sagde til turlederen: ”Du er fuldt på højde med Helge. Du kan også finde de værste bladder-huller og de højeste bakker på hele turen”. Han gjorde det dog med et lunt glimt i øjnene.

Som det ses af denne beretning, har vi til nu bevæget os i et utroligt varieret terræn. Dette var også tilfældet for turens sidste del, som forløb langs stranden tilbage mod selve Bramslev Bakker. Undervejs passerer vi atter Valsgård Bæk, men denne gang foregår det i et landskab af en helt anden karakter end højere oppe i strømlejet.

Erosionskløften er her meget bred, og bunden består af aflejringer, som er dannet siden stenalderen, hvor fjordens vandstand stod 4-5 meter højere end i dag, og derfor nåede langt op i bækdalen.

Alt i alt var det en dejlig og oplevelsesrig tur, men vel tilbage ved bilerne, var det bare med at komme hurtigt hjem for atter at blive varme og tørre.

Vi mennesker har dog godt af at mærke, at vi er underlagt naturen, og ikke tro, at det altid er os der bestemmer det hele. Det drejer sig jo bare om at klæde sig rigtigt på.