1993

Samsø

Det var en flot afslutning på forårssæsonen i Rold Skovs Venner. Hanne og Knud kan bare det dér. Ja, de kunne faktisk godt nedsætte sig som professionelle rejsearrangører.

Den 19. juni drog 53 glade deltagere på weekendtur til Samsø. 51 med bus fra Aalborg, samt Helge og Marianne som selvkørere til Hou ved Odder.

Vores chauffør, Vagn, fra Frank Hansens rutebiler i Arden, viste sig at være en ualmindelig rar og hyggelig mand. Han lagde da også villigt an til landing, med første stop på p-pladsen, Gudenå ved Randers. Dette var meget heldigt, for vores kasserer havde netop indkøbt to flasker Gl. Dansk, og så kunne vi jo lige så godt skåle i dette, og ønske hinanden en god tur – når vi nu alligevel var stoppet.

Straks efter ankomsten til Hou, blev det store hold forenet med det lille, således at vi alle kunne gå ombord i færgen ”Sam-Sine”, der bragte os alle velbeholdne til Sælvig på Samsø. For at kunne udnytte tiden bedst muligt, havde vi fortæret vor medbragte madkurv under sejlturen, således at vi straks efter ”anduvningen” kunne vende næsen mod Samsøs nordlige egne.

Det var arrangeret således, at eftermiddagstraveturen skulle forløbe inden vi ankom til vore respektive hoteller. Vi drejede derfor bort fra Samsøs ”hovedlandevej” og forbi Nordby Kirke mod p-pladsen ved Møgelskår. Herfra startede der nu, under Helges ledelse, en travetur på ca. 10 km., der dog føltes noget længere pga. det meget bakkede terræn.

Møgelskår er en meget smuk smeltevandsrende, som gennemskærer høje morænebakker, der blev dannet under istiden, og som i dag er bevokset med græs, der plejes efter naturmetoden af får og kreaturer. Et sådant skår ender naturligvis ved havet, og vi fulgte nu dette langs en stenet strand så langt mod nord, som til vejen, der atter går ind i landet mod højdepunktet Ballebjerg. Her blev der i 1920 bygget et lille udsigtstårn, og fra dette er der en fin udsigt over mod Tunø. Ja faktisk kan hele øen overskues fra denne højde, i modsætning til nede på stranden, hvor den kun ses som en streg i vandet.

Efter en lille kaffepause fortsatte turen atter mod nordøst gennem et både geologisk og bevoksningsmæssigt meget vekslende terræn. Således kom vi forbi et sted, hvor gamle markdiger tydeligt afslørede, at driftsformen tidligere havde været det såkaldte trevangsbrug. Længst mod nord, på dagens rute, foretog vi en lille rundtur for at kunne betragte Samsøs nordspids fra alle sider. Langs østkysten var der en meget bred forstrand, der i modsætning til Jyllands vestkyst, var helt grøn af lave vækster. Selve spidsen, der kaldes Issehoved, lignede faktisk Skagens gren, med fint hvidt sand, som tydeligvis var under konstant påvirkning af havet.

Der var her fra toppen en storslået udsigt over mod både Aarhus, Mols, Helgenæs og øen Hjelm. Men efter alle disse indtryk var det nu atter tiden at vende næsen mod syd, da vi havde en aftale med Vagn om at hente os ved Kragemosen. Efterhånden som flere og flere nåede frem til bussen, sank Vagns ølbeholdning tilsvarende, idet vores tørst forårsagede, at beholdningen endte med at stå på absolut nul.

Det var  nu blevet tiden for indkvartering af turens deltagere, men da ingen på Samsø kunne huse os alle, måtte vi fordele os på ikke mindre end fire steder. Tre steder i Nordby, samt på Flinchs Hotel i Tranebjerg. Heldigvis var det dog sådan, at Nordby Kro havde plads til at kunne bespise os alle, og dermed også plads til selskabeligt samvær lørdag aften.

Af praktiske årsager havde vor chauffør, Vagn, logi i Tranebjerg, således at han kunne sætte det første hold af ved pension Verona, og de to næste ved kroen i Nordby, inden han selv med det fjerde satte kursen mod Tranebjerg. Inden denne fordeling fandt sted, gav Knud dog alle besked om at hvile ud, samt få en klud i hovedet inden vi atter skulle mødes til middag på Nordby Kro.

Nordby Kro stammer tilbage fra 1896 og var da først bygget som et afholdshjem. Den har både været nedrevet og senere brændt, hvorfor den nuværende bygning blot er 15 år gammel. Kroen drives i dag af tre unge mennesker på fortræffelig vis. Det viste sig, at de alle tre var hjemme fra Himmerland. Birgitte fra Hobro, og Bo og kokken Martin fra Hadsund. At middagen var særdeles dejlig, havde en naturlig forklaring, idet Martins læremester var ingen ringere end Jens Nørgaard på Færgekroen i Hadsund.

Ved middagens slutning benyttede fmd. lejligheden til at takke Hanne og Knud for at denne weekend kunne blive til den succes, den allerede var. Det var næppe sket uden deres initiativ og arbejde med sagen.

Selvom Knud hellere ville have haft 6 flasker rødvin, var det nu alligevel på begges vegne, at Hanne herefter fik overrakt en af Botaniks specielle sammenplantninger og fmd. fik en knuser som kvittering.

Mens krofolkene nu fik travlt med at rydde middagsbordene af, og derefter stille kaffeborde an, benyttede vi denne lejlighed til at vandre en stille tur i selve den idylliske Nordby. Nordby har den dag i dag bevaret rammerne som en typisk landsby, hvor gårde og huse stadig ligger tæt placeret inden for den omkransende ringvej, der danner grænse til det åbne land. Midt i det hele ligger gadekæret, og da alle huse her er opført af bindingsværk, benyttede fmd. chancen til at fortælle lidt om de forskellige typer. Loftsbjælkernes placering i og på de lodrette stolper, der danner fagene, fortæller os noget om husenes alder. De ældste er tappet gennem stolperne, men med menneskets voksende højde, fik også loftsbjælkerne en højere og højere placering. Det var også karakteristisk, at man ikke så så mange skråstag i bindingsværket. Samsø ligger lunt og godt i læ for den hårde vestenvind.

På turen rundt i Nordby bemærker vi også et særpræget klokketårn. Da der tidligere har ligget 2-3 landsbyer mere på nordøen, er dette forklaringen på hvorfor Nordby Kirke ligger placeret ca. 2 km. borte fra byen, og at man i 1857 opførte et klokketårn inde i selve Nordby, således at man her kan høre når klokken kalder. Det være sig til gudstjeneste, men også til brand. Vi vendte nu tilbage til Nordby Kro, hvor kaffebordet ventede på os. Vi havde også, lige som på Læsøturen, medbragt FDF Samvirkets sangbøger, og dette viste sig at være en god idé. Efter kun det første forslag fra vores side, var der inden ende på alle de sange, som vore deltagere ønskede at få.

Her imellem var der dog også tid til en præsentationsrunde af og for hinanden. Birgit var initiativtager og leder af dette, idet der jo stadig kommer nye medlemmer i Rold Skovs Venner. Alt får som bekendt en ende. Også denne aften var pludselig borte, og vi var nødsaget til at bryde op efter en lang og dejlig dag. Da der ventede nye og spændende oplevelser på os den næste, gjaldt det nu om at komme hurtigt til køjs, og således være rimeligt friske til nok en tørn under holdkaptajnerne, H. og K. Andersens ledelse.

I modsætning til gårsdagens ”lange” travetur, var søndagsprogrammet arrangeret til at veksle mellem buskørsel og flere småture.

Efter et dejligt morgenbord, lagde vi ud med at køre til sydsiden af Stauns Fjord, hvor Besser Rev skærer sig ud i havet som en meget lang landtange.

På turen derned orienterede Knud os om hele dette spændende område, der i dag er udlagt som et såkaldt Ramsar-område. Dette navn stammer fra byen Ramsar, som ligger i det nordlige Iran ved det Kaspiske hav. Her vedtoges den internationale konvention, som går ud på at beskytte fuglelivet i egnede vådområder.

Det første stykke af landtangen kaldes Draget, og dette er frit tilgængeligt hele året, således at vi kunne trave de små 3 km. ud til en spærring, der betyder fuld stop i fuglenes yngletid. Tangen er meget stenet, og det var faktisk flot, at Koko kunne klare denne tur også. Koko er Kirsten Karners lille hund af racen Welsh Corgi, og den har været med på næsten hver eneste tur i Rold Skovs Venner. Fmd. påstår godt nok, at da den startede, var den en Golden Retriever, og nu blot er slidt helt ned.

Da al ting ser anderledes ud, når blot det betragtes fra en anden vinkel, gik turen nu til Langør på Staunsfjordens nordlige side. Men inden da, gjorde vi dog lige stop i byen Besser, hvor der findes et udsigtstårn, der til forveksling ligner tårnet vi tidligere beså på Ballebjerg. På Langørs højdepunkt kunne man, foruden det smukke syn over fjord og land, opleve en såkaldt opvinds virkning. Der var på denne dag en frisk vind fra vest, som tydeligt blev forstærket voldsomt, når man gik helt frem til kanten af de stejle skrænter, som rejser sig mod netop dette verdenshjørne. Det er lige nøjagtigt en sådan opvind, som fuglene udnytter for at spare energi, når de svæver over havet i jagten på deres føde.

Der var herefter blot tid til et kort besøg, og en enkelt øl, i Langørs lille havn, inden vi måtte tilbage til Nordby Kro, hvor en dejlig frokost ventede på os.

Da vi til nu for det meste har opholdt os på Samsøs nordlige del, var eftermiddagen afsat til også at udforske øens sydlige egne. Undervejs passerer man stedet, hvor Kanhave kanalen tidligere var en vigtig søværts forbindelse fra Stauns Fjord og ud til havet mellem Samsø og Jylland.

Vort trofaste medlem, Ørvin Pedersen, havde forlods givet tilsagn om at fortælle om det gamle anlæg, men havde desværre fået forfald, hvorfor fmd. på Ø.P.s vegne påtog sig opgaven.

Man mener, at Kanhave kanalen blev anlagt tilbage i vikingetiden, fordi Stauns Fjord var en centralt beliggende naturlig havn, og det har selvsagt været af stor betydning, at kunne besejle den fra både øst og vest.

Det har ikke været uden problemer at holde kanalen åben, da begge udløb mod både fjord og hav har bestået af løst sand. Det var således nødvendigt, at befæste disse med svære egeplanker, der blev holdt fast af nagler og nedrammede pæle. Ved en såkaldt dendrokronologisk prøve, kan man i dag fastslå det anvendte træs alder til år 772.

Vi gik herpå rundt og beså anlægget, og tænk, et kendt medlem spurgte om hvordan vikingerne fik deres skibe op over landevejen.

Det næste stop var ved den gamle Brundby stubmølle. Den kan dateres helt tilbage til begyndelsen af 1600 tallet, og blev da opført på Endelave. Allerede i 1683 blev den dog flyttet til Dansebjerg, og herfra til den nuværende placering på Kolhøj ved Brundby.

Efter disse to besigtigelser af Samsøs seværdigheder, var vore deltagere blevet en del dehydrerede. Nogle trængte til øl og andre til kaffe, og for at kunne afhjælpe dette kørte vi nu ned til Ballen havn.

Den gruppe af deltagerne, som valgte restaurant ”Dokken”, oplevede at gæste et ikke helt almindeligt sted. Som navnet antyder, er det virkelig en gammel dok, hvor kutteren AS 141 endnu står på beddingen. Man har så lagt gulv rundt om den, samt bygget et hus hen over hele sceneriet. Færdigt arbejde.

Med fornyede kræfter drog vi herpå videre forbi det store Brattingsborg gods, og endte nede ved Vesborg fyr, som er bygget i 1858 under Kong Fr. 7. De fleste tog da også turen til fyrets top, hvor man kunne opleve en storslået udsigt mod både Endelave, Hindsholm på Nordfyn, samt Røsnæs og Asnæs på Sjælland.

Hermed var weekendturens program gennemført, og tiden til færgens afgang ved at rinde ud. Der var således blot tilbage at køre til Sælvig, hvorfra Sam-Sines bror, Sam-Son, trods skum og kraftig brænding, bragte os støt og roligt tilbage til hovedlandet. Turudvalget benyttede overfarten til et for-møde, som optakt til sommermødet, hvor efterårsprogrammet med nye og spændende ture skal udtænkes, vurderes og endeligt vedtages. Alt sammen meget seriøst. Da Helge og Marianne selv var kørende til Hou, måtte vore veje skilles her. Dog kun for en kort bemærkning, idet vi alle fik et stort vink fra Marianne, da de overhalede os på motorvejen nord for Hobro. Det øvrige hold, der også havde sagt farvel til enkelte andre på vejen hjem, landede ved Aalborghallen kl. 21.30.

Her var der ingen ende på at tage afsked med hinanden, og på at uddele ”roser” til Hanne og Knud som tak for turen. Man kunne mærke, at det virkelig var velment, når folk til afsked takkede dem for endnu en pragtfuld weekend med masser af gode oplevelser og hyggeligt samvær på alle måder. Succesen var hjemme.