1993
Solbjergskovene
Efter en pause på 4 år og 2 dage skulle vi atter gense de pragtfulde Solbjergskove.
Vi havde valgt maj måned til denne tur, for at vi kunne opleve løvskoven på dens allersmukkeste tidspunkt, hvor træerne står med nyligt udsprungne lysegrønne kroner.
Skovfoged Peter Apollo havde givet os lov til at møde på Ravnborg gods, således at vi kunne parkere på den flotte og velholdte gårdsplads, og ved den sædvanlige velkomst kunne vi konstatere, at turen tegnede til at blive ”særdeles spændende”, idet Helge hav medbragt både kort og kompas.
Turens første etape gik gennem den del af skoven, som hedder Ravnborg Skov, og her når man på et tidspunkt frem til stien, som er anlagt på den nedlagte Hadsund banes rute gennem skoven.
Vi fulgte nu Hadsund stien mod syd over så langt et stykke vej, at vi var ude på åbent land.
Her går det gamle banelegeme gennem et engdrag, og ligger på flere meter høje dæmninger. Vi passerer Præstebækken inden vi atter drejer rundt mod vest og nord, og går forbi Kæragergaard og Ballegaard på vejen mod Sønderskov.
Inden vi når ind i skoven, stopper Helge op for at fortælle om de fordums mange storkereder i den nærliggende Veddum by. I 1860 fandtes der ikke mindre end 200 reder på stedet, og en ca. 65 årig mand, som er stoppet op, bekræfter, at der i hans barndom stadig var masser af storke. Nu er de alle borte grundet afvanding og opdyrkning af engarealerne.
Turen fortsætter gennem Sønderskov, og her har godsets ejere, familien Svanholm, deres jagthytte liggende. Dette sted var ideelt til at holde pause. Et lille paradis på jord, kuperet terræn bevokset med alle mulige slags planter, her iblandt en rhododendron så stor som en ladeport, og fyldt med hundredvis af lilla blomster. Når der så samtidigt er sol og sommer med kun en ganske svag brise, ja, så er idyllen fuldendt.
Som antydet i starten, blev det en ”særdeles spændende” tur. Vort mål for dagen var at besøge det gamle voldsted, Gaardsens Vold, hvor der som den sidste af syv kæmpebøge, kun står den ene tilbage, som kaldes Birgitte.
Allerede mens vi spiste, påstod Helge, at hans kompas havde en misvisning på 45 grader. Dette tegnede jo ikke godt, og det lykkedes os da også, at komme det meste af Sønderskov rundt to gange, uden at vi fandt stedet. Nå, never mind.
Mange troede, at dette var vores sædvanlige gas, men denne gang var totalforvirringen nu ægte nok. Helge benyttede dog lejligheden til at forklare, at grunden til at der ligger et voldsted på dette sted, er, at havet efter sidste istid nåede helt her ind til skoven. Navnet Gaardsens Vold, siges at stamme fra en røver, som holdt til på stedet.
Vi fortsatte gennem Sønderskoven i nordlig retning, og lige inden vi kom ud på Hurupvejen, omtrent hvor den gamle Hadsundbane krydsede denne, fortalte fmd. løst og fast om det at være gæst i skoven. For os er det en vidunderlig oplevelse, men for skovfolkene er det ikke uden problemer med både skadedyr, sygdomme og afsætning af træet.
På vej tilbage mod Ravnborg, drejer vi en runde gennem den del af Ravnborg Skov, som ligger på nordsiden af Hurupvejen. Her kunne man ikke undgå at bemærke, at det har været et ualmindeligt godt oldenår, idet der spirede i tusindvis af små bøgetræer frem allevegne. Vi er heller ikke langt fra godset, som hedder Viffertsholm, hvorfor Helge fortalte om den gamle herredsfoged, Chr. Sørensen Thestrup, som engang købte dette gods.
Han var fra Rinds herred og gik altid klædt som en bonde. Ved en auktion ville de fine herrer derfor ikke byde sammen med ham, hvorfor de lod ham få hammerslag ved et ret lavt bud, da de ikke mente, at han var i stand til at kunne betale noget særligt. Der var bare den hage ved sagen, at Thestrup havde et pengeskrin stående i vognen, og i dette var der penge nok til at betale kontant, hvorefter det var ham, der rykkede ind som den nye ejer.
Nu var der ikke langt tilbage til Ravnborg, og da Helge skulle på tur med 200 nordmænd, måtte han skynde sig hjem. Dette var dog ingen hindring for at resten af udvalget, med flere, kørte hen på Mosskov Pavillonen for at slutte dagen af med at overrisle drøbelen med en halv liter øl.