1993

Rebild Skovhuse

Det var store ord, men ikke desto mindre rigtigt, at en deltager i sæsonstartturen den 28. marts, bagefter betegnede vejret som århundredets bedste efter årstiden. Selvom natten bød på frostvejr, og selvom vi skulle en time før op pga. sommertiden, føltes det på mødestedet ved Grøndalen i Rebild Skovhuse, som om vejret var både lunt og godt. Alt sammen fordi solen strålede fra en skyfri himmel, og fordi der tillige var 100 % vindstille.

Ruten var planlagt til at gå i en stor cirkel venstre rundt om Sletten, og efter sædvanligt gas og drilleri, startede Helge turen med at gå gennem Sønderskov ned mod Store Økssø. Langs Ritmestervejen passerer vi en stor, men temmelig flad gravhøj. Denne placering fortæller os, at det åbne land som vi i dag kalder Rebild Skovhuse, tidligere har strakt sig længere ind i skoven. og at dette sted således altid har været levested for en befolkningsgruppe, der måske endda var større end i dag.

Vi har tit bemærket, at der omkring nogle af skovens træer er malet en rød eller blå ring. Om dette forklarer Helge, at kun de flotteste træer får denne afmærkning, fordi de skal leve og altså ikke blive fældet ved en fejl. Farveforskellen betyder blot at den pågældende bøtte maling er sluppet op.

Vi når frem til Store Økssø lige ved anneks søen i det nordøstre hjørne. Denne ekstra sø har ikke været her altid, idet den er opstået efter tørvegravning under 2. Verdenskrig. Helge vil foreslå statsskovdistriktet at grave en kanal mellem de to søer, hvor hen over der så kunne anlægges en bro som erstatning for de 42 små, som tidligere var anbragt i stien rundt om Store Økssø.

Turen fortsætter langs Havemosen, og her vil vi under ingen omstændigheder undvære at høre om da en kone ”pest” i Hede-Knuds træsko. Vi går forbi Tøtteruphus mod pladsen hvor Larsens Lind markerer stedet, hvor det gamle Tøtteruphus lå til året 1860, og i Brændeskoven ser vi den gamle kjald, som nu er retableret, således at der atter kan tages vand fra den. Ordet kjald, eller kjeld, som det hedder længere syd på i Himmerland, er i familie med ordet kilde, og har altså i højeste grad noget med vand at gøre.

Vi krydser senere en gammel hulvej, som kaldtes Sildevejen. Den har fået dette navn, fordi den var en del af en rute, som i sin tid gik fra Nibe og ned til Mariager fjord.

Nu var det tiden for en lille hvile- og spisepause, og turens 101 deltagere fandt sig hurtigt nogle gode og lune pladser, hvor man midt i den dejlige natur, kunne rekreere sig på legeme og sjæl. Fra stedet hvor vi holder denne pause, er der udsigt over mod Rebild by, og snart går turen videre i denne retning. Herved kommer vi forbi stedet hvor den store Jættestue østen for byen har sin plads. Det er et imponerende bygningsværk, og man kan undre sig over hvordan man var i stand til at slæbe så store sten sammen, med de midler man havde til rådighed for 6.500 år siden. Man må sige, at de gamle gjorde noget ud af deres døde frænder.

Vi holder os i det åbne land uden om Rebild by, og snart kommer vi gennem det pragtfulde terræn på sydsiden af nationalparken, som er smukt bevokset med en blanding af gran, fyr, lyng og ene. Hertil må ikke forglemmes den flotte udsigt til Stendalens modsatte side. I et muldskud viser Helge os, at der er rester af trækul. Også her har den navnkundige Kulbrænder-Soren haft sit virke. Man kan spore seks af hans miler på stedet, og dette er dog efter et anseeligt åremål, idet han døde så langt tilbage som i 1947.

Til sidst ender vi nede i Stendalen, som vi følger mod sydøst, lige til vi kommer ud ved spejderhytten, og herfra fortsætter vi nogenlunde langs statsskovgrænsen tilbage mod Grøndalen. Her kunne vi i sandhed konstatere, at det både havde været en særdeles vellykket, og en særdeles hyggelig tur, der kom til at danne optakt til sæson 1993.