1992

Juletur – Rebild Bakker

Det kan godt lade sig gøre, at arrangere en travetur i og omkring et så kendt område som Rebild Bakker, uden at skulle følge veje hvor folk for det meste færdes, og netop sådan blev årets juletur på den 3. søndag i advent 1992 afviklet. Også i år havde vi valgt at overlade det efterfølgende traktement til Else og Johs. Jensen på Café Roldhøj, hvor den højeste kapacitet kan strækkes til at betjene ca. 60 personer. Vi var derfor spændte på hvor mange af de ca. 100 fremmødte deltagere, der ønskede at del­tage i vort både hyggelige og traditionelle samvær efter traveturen.

Det blev Hannes opgave at gå ind og fortælle Else, at vi blev altså 84. Vi indledte turen med lige at slå et smut ned omkring Blokhusets gamle plads i bakkerne, hvor Helge fortalte om flytningen, og om, at han i dag vil indrømme, at det var en god idé at flytte det op ved siden af Top Karens hus. Helge fører nu holdet ca. 360 grader rundt, således at vi kommer op på den store Kejserbakke, hvorfra der er en storslået udsigt ned over Lille Stendal. Dette smukke syn forstærkes yderli­gere af den nys opståede vintersol, der skinner på et tyndt lag rim, som er dannet efter nattens lette frostvejr.

Fra Kejserbakken går det stejlt ned mod Stendalen, og det tynde lag rim er nok til at få mange til at gå på halen et par gange. De 100 deltagere kommer derfor til at danne en meget lang række, og da fmd. normalt går bagest, er det ham, der får en balle da vi atter er samlet nede i Stendalen ved en passage af rør, som er anbragt for at forhindre fårene i at slippe ud. Vort yderste mål i dag er Troldeskoven, og på vejen derop omtaler Helge nogle fordybninger i jorden, som er spor efter meget gamle kulmiler. Man har på et tidligt tidspunkt brugt at grave milerne ned for at kunne styre ilden. Senere fandt man ud af, at det var lettere at lave dem oven på jorden, og så pakke dem til med græstørv, hvorved man kunne opnå den samme styring. En brænding tog ca. 3 dage, og det var røgens farve, der hele tiden fortalte kulsvieren, om milen fik tilført den rette mængde luft. Den sidste kulsvier på dette sted var bedstefaderen til kulbrænder Frode Jensen, som vi netop besøgte på sidste tur. I Troldeskoven fortæller Helge også om Jens Hvass. Helge har talt med ham for nylig for at få bekræftet en historie, som siger, at Jens Hvass holdt stævnemøder på stedet. Dette var ganske rigtigt, idet Jens Hvass vidste, at der boede en spætte i en gammel bøg, hvorfor han kunne gå lige hen og slå på stammen med sin stok, og dermed få fuglen til at flyve ud for øjnene af en undrende tilskuerskare. Ved Prinsessetræet fortæller Helge, at man nu også snart kan læse om dette, idet han, som sit 3. værk i år, snart udgiver en lille bog på 48 sider om dette emne. – Det er da næsten utroligt. Hjemturen går op over Høje Odde, og ved den stejle trappe ned til Stendalen lader Birgit ikke nogen slippe igennem, før de har betalt deres told og skat og moms og hvad hun ellers kan finde på. Vi har før besteget Sønderkol, men i dag vælger vi den lette vej gennem Nationalparken til­bage til Roldhøj.

Sulten er begyndt at melde sig, men vi har også lovet at være der til tiden, da caféen gerne skal være åben for andre gæster senere på dagen. Det var en flot indsats, som Else og Johs. Jensen havde præsteret for at vi kunne være på stedet. Med hjælp fra Hanne samt Karen og Egon Hansen, var der dækket op i tre afdelinger. Caféen er på første sal inddelt i to, og dertil havde de inddraget en del af Galleriet nedenun­der, således at alle, med den store trappe som bindeled, kunne være i kontakt med hinanden. Foruden alt dette, havde Johs. Jensen yderligere været hjemme for at hente deres private sølvtøj, samt hentet møbler ind fra terrassen. Vi havde bestilt en dejlig Roldhøj-platte, som Birgit supplerede op med kaffe og hjemmebag­te småkager. At dette var et godt valg, fik vi bekræftet af mange deltagere, idet de gav udtryk for at de følte sig godt tilpas, og ikke ønskede at noget skulle være anderledes. Der er tradition for at vise Marianne og Helge vor påskønnelse for alt hvad de gør for os i årets løb, og dette hverv havde Knud påtaget sig at klare denne gang. Han holdt en god og festlig tale, som han sluttede af med at overrække dem chokolade, kunst­bøger og julesnaps. Dette indkøb havde han klaret ved hjælp af de 3 piger, Birgit, Hanne (ikke hans kone) og Marianne. Retfærdigvis skal det dog siges, at han selv havde skrevet både kor­tet og talen. – Sådan skal det gøres. En anden tradition er, at fmd. gør status over årets gang i Rold Skovs Venner. 1992 har været et godt år med mange gode og forskelligartede arrangementer. Vi har også haft en fin presse­dækning, på mange forskellige måder. Jo, Rold Skovs Venner er ved at være almindeligt kendt ude i specielt Nordjyllands, men også hele Danmarks befolkning. Vort trofaste medlem, Preben Skov, havde givet os en sang, som handler om december måneds. Den hedder ”Julekalender på vers”, og med Käthe som forsanger, kunne Rold Skovs Venner demonstrere, at de også mestrer kunsten at kunne synge ”af fuldeste bryst”. Herefter aflagde Birgit årets regnskab, som vi for første gang har ladet fremstille på tryk. Regnskabet, som balancerer med en omsætning på ca. 13.500 kr., blev godkendt af medlem­merne med applaus. Der var nu blot tilbage fortsat at hygge sig sammen og lade snakken gå lystigt videre, til alle mætte og glade kunne ønske hinanden glædelig jul, og på gensyn i det nye år. Da roen atter havde sænket sig over Roldhøj, samledes turudvalget over en stille pils med det formål, at fastsætte en mødedato hos Karin og Carsten, således at vi kan få lagt det nye forårs­program fast. Vi mødes allerede den 15/1, idet Hanne og Knud som bekendt er i gang med en Samsøtur. Så glæd jer venner, der er stadig grøde og livskraft i gamle ”Rold Skovs Venner”.