1992
Vedsted Skov og Skørpinglund
Vi sluttede november som vi begyndte, nemlig med at tage på tur i vor kære Rold Skov, og ruten var lagt i områderne, som kaldes Vedsted Skov og Skørpinglund, hvorfor udgangspunktet var fastsat til Skørping skole. Den første etape gik gennem Skørping hospitals arealer, hvor Helge flere gange stoppede op for at fortælle om hospitalets historie, udvikling og nuværende anvendelse. Herfra fortsatte vi mod nordvest, og efter en tid passerede vi Vedsted Høj, som nok, i kraft af dens størrelse, har lagt navn til denne del af Rold Skov.
Vi fortsætter i samme retning og kommer dermed ind i Nørreskov. Her ser vi bl.a. nogle myretuer, som er fulde af dybe runde huller i siderne. Helge forklarer, at de sandsynligvis er lavet af grønspætter, som efter at have boret disse huller med næbbet, kan rulle en meget lang tunge ud, og derved få fat i et måltid, bestående af lækre skovmyrer. Helge fortæller også om en tildragelse han engang havde på promillevejen bag Rold Storkro, hvor han så en gul fugl flyve op fra nogle lignende huller. Han omtalte dette for Jens Hvass, men denne ville ikke tro at der fandtes gule fugle i Rold Skov. Helge holdt på sit, hvorfor de sammen måtte ud for at se på sagen. Lige idet de ankom til stedet, fløj der en gul fugl op fra en af tuerne, som Jens Hvass straks kunne artsbestemme som en grønspætte. Sagen er nemlig den, at fuglen set op mod lyset, netop kan virke næsten som værende gul. Hermed havde begge de brave personligheder altså ret. Helges iagttagelse førte imidlertid til, at fænomenet i lang tid var omtalt i skovens folder over dette område. Også efter at spætten var forsvundet igen.
I Nørreskov findes et område, der kaldes Slettingen. Vi har været her før, men af hensyn til nye medlemmer fortæller Helge historien om da skovfoged Anders Sletting og Jens Ørnebjerg diskuterede hvornår bakkerne brændte. Disse to var sammen med Helge og Frimuth Engelst forsamlede for at nedfælde gamle minder. Sikkert et muntert selskab.
Vi er nu nået frem til brinken ned mod Lindenborg ådal og befinder os lige oven for Lille Blåkilde, hvor der er en meget flot udsigt over mod landskabet på åens vestside. Også her må Helge fortælle om hvad vi ser, bl.a. historien om huset, der blev kaldt Lusitania fordi det husede malkepigerne fra Buderupholm. Vi følger samme spor tilbage til vi rammer Rebild Kirkevej, hvor vi drejer mod nordøst. Denne kirkevej er en ældgammel rute for bønderne fra Rebild, når disse skulle til kirke i den by vi nu kalder Gl. Skørping. Denne vejret har eksisteret længe før Skørping stationsby blev til, og det oprindelige Skørping derfor fik betegnelsen Gl. sat foran navnet.
Lige inden vi når Buderupholmvejen oprinder et af årets højdepunkter. Nemlig at vor gode fe, Marianne holder klar med sin specialgløgg. At gløggen er ladet op til mindst 380 volt, skal der ikke store mængder indenbords for at kunne konstatere. Stemningen blandt medlemmerne bliver hurtigt munter, jo, vi har det hyggeligt i Rold Skovs Venner. I år havde vi også den fornøjelse at have opvartning af hele to piger, idet Christina er hjemme fra Australien og havde valgt at tilbringe denne søndag i vores selskab. Som følge af at Helge skulle køre til Aars for at signere bøger på Aars-messen, måtte vi fra nu have en ny turleder, og til dette job havde Helge udset fmd., selvom det er længe siden at denne har været ”ond” ved ham. Vi fortsatte turen med kulbrænder Frode Jensen som første mål. Han var ikke hjemme, men hans kone gav os lov til selv at bese ovnen. Da vi har været her før, kunne vi sagtens selv give en nogenlunde forklaring om denne form for kulbrænding. Selvom ovnen ser gammel ud, er den jo en moderne form for de miler, som de gamle kulsviere anvendte førhen.
Vi sætter nu kursen mod de smukke bronzealderhøje lige midt i Skørpinglundområdet. Dette sted er fantastisk smukt, både fordi højene ligger i et lyst og venligt løvskovsareal, men også fordi terrænet er tilpas kuperet i sig selv. Her til kommer, at højene på denne årstid rigtigt svarer til den første del af navnet, idet alt var dækket af et tykt lag vådt løv, som netop på denne dag fik yderligere farvepragt af et strålende sollys. Kunne vi have valgt et bedre sted at holde frokostpause? Næste mål på denne tur er ”Ønskestenen”. Der er ikke særligt langt fra højene derhen, og vi fandt den da også – tror vi nok. I hvert fald vedtog vi at det var den rigtige sten, og vi kunne så fortælle om hvorledes patienterne fra sanatoriet førhen smed 10 ører ind under den med Ønsket om at blive helbredt for deres sygdomme.
Vi krydser for anden gang Buderupholmvejen, og turens sidste del går atter gennem Vedsted Skov. Efter det våde efterår er der kommet meget mos og lav i skovbunden. Dette og andre småting er der mange af vore 85 deltagere, som benytter lejligheden til at samle for at pynte op til julen, og dermed have lidt Rold Skov derhjemme. Kun en eneste ting var, for det øvrige udvalg, en anelse ærgerligt, og det var at vi kom ud af den rigtige skovvej, præsis overfor hvor bilerne stod parkeret. Det havde nu været sjovere, hvis vi var faret bare en anelse vild på denne tur uden Helges ledelse, ikke sandt Birgit og Hanne og alle I andre. Dagens sidste gøremål var nu blot at udlevere bøger til de af vore 58 medlemmer, som havde bestilt Helges bog om De Danske Skove, og som var med på dagens tur. En tur, som vi roligt kan sige var vellykket på alle måder.