1992
Madum Sø
Det var bare dejligt at vende tilbage til vor kære Rold Skov efter en lang sommerpause. Septemberturen til Madum Sø og Langmosen blev tillige velsignet med et helt stille og let diset sensommervejr, som blot fremhævede farverne, og når vi stod stille, dalede løvet blidt ned over os fra de smukke gamle bøgetræer.
Vi startede på Aspvejen på søens nordvest-side, og efter de sædvanlige meddelelser, indledte Helge turen med at gå mod Willestrups område i Kærbjerg Skov syd for den store Madum Sø, der dækker et areal på ca. 200 ha. På ruten passerer vi to steder med et skilt, der angiver privat område. Det er sådan, at grænsen mellem Lindenborg og Willestrup godser, går lige gennem søen og langmosen, og hvert gods har reserveret et areal til eget brug for sommerhusbebyggelse.
Et sted i skoven, som i øvrigt er smukt kuperet og beplantet med bøge og andre løvtræer, kaldes Rytterkrattet. Her var der i gamle dage samlingssted for de udskrevne soldater, inden de skulle med i datidens krige. Måske for at ofre livet for en eller anden ”god” sag, som kongen havde pålagt herremændene at stille mandskab til rådighed for.
Da vi nåede ud til Madum Søvej lige ved mast 88 på højspændingslinien fra Aalborg til Randers, fik 3 Nordkraftfolk skyld for et nostalgisk tilfælde. Men det var nu altså for at diskutere, hvorledes en ko kunne få hovedet sat i klemme i en tilsvarende mast dagen før, at mast 88 var så interessant for lige netop dem.
Vi holder rast på udsigtspladsen ved Langmosens vestende. Vi har været her flere gange, men hver gang er her lige skønt, og mens pigerne indkasserer turafgiften, fortæller Helge om de forandringer, som er sket med mosen gennem tiderne. Bl.a. om hvordan det 4-5 meter tykke spagnumlag indeholder pollen fra mange århundreder, således at man gennem dette helt nøjagtigt kan bestemme hvilke træarter der har levet på stedet. Tilbageturen går atter mod vest, og på vor vej gennem skoven standser Helge op for at fortælle om Lun-Hans, hvis hytte var bygget direkte ind i en brink lige i nærheden.
Det er sådan, at folkemindesamleren Evald Tang Kristensen i foråret 1895 var på vandring i Himmerland, og da også besøgte Hans Kristensen Lund, der levede sammen med sin datter Jensine i Sømosehus ved Madum Sø. Hans lå i en seng, som var tarveligt udstyret, ingen dyner, kun gamle sække og klude, Men han kom dog op og trak i nogle gamle pjalter, og begyndte at fortælle mens Tang Kristensen skrev ned. Da de skulle have noget at spise, skar datteren en skive af et brød og gav det til den gamle, men til sig selv skar hun en mellemmad af et andet brød. Hun sagde, at det var fordi Hans var på sognet, og hos den gårdmand i Akselterp, som havde leverancen af brød, var konen ikke særlig renlig. Hendes høns, der gik i stuen, klattede ned i dejen om natten, men det tog hun ikke så nøje. Hun æltede det bare med ind i dejen, så det brød ville Jensine ikke selv spise. Med nutidens velstand, kan vi knap nok forstå en sådan historie om den yderste fattigdom og ringeagt for samfundets nederste lag.
Lige inden vi når tilbage til Madum Søvej ved mast 86 på ovennævnte højspændingslinie, passerer vi nedkastningsstedet hvor Vangsted og hans venner havde været i aktion da de blev taget af tyskerne ved Hollandhus under 2den verdenskrig. På vejens modsatte side ligger Madumsøhus, som måske skal indrettes som restaurant igen. Dette ville være hyggeligt. Lidt længere fremme breder der sig en herlig duft af flæskesteg, der viser sig at stamme fra KFUKs lejrhytte, Næsgaarden. Det gjorde næsten ondt at gå forbi, og så sådan lige ved middagstid.
Vi nærmer os nu området ved den lille landsby, Rauf. Vi befinder os stadig i skoven, men her er et godt eksempel på hvordan et areal springer i skov, hvis det ikke bliver plejet. Det ved vi, fordi Achton Friis og Johannes Larsen i bogen ”De jyders land”, netop har beskrevet dette sted som en hedestrækning. Helge bliver spurgt om det er rigtigt, at Madum Sø er forbundet med Store Blåkilde, og dermed tilfører kilden dens vand. Dette mener han, at der ikke er nogen tvivl om, men med de mængder kilden afgiver, stammer det ikke alt sammen kun fra søen. Det er heller ikke helt klart, hvor Madum Sø får sit vand tilført fra. Der har været mange dykkere samlet i en lang kæde, for at afsøge søbunden for at væld. Man har endnu ikke kunnet påvise et sådant sted, men det kan jo sagtens være skjult af vegetationen.
Vel tilbage ved udgangspunktet var der nu blot tilbage at få snakket færdig, samt ordne nogle praktiske småting. Bl.a. havde flere deres bestillingssedler med på Helges nye bog om ”De Danske Skove – en kulturarv”, hvilken forlaget har givet os et særtilbud på at vi kan købe til en særdeles favorabel pris. I skrivende stund er der da også 49 positive tilbagemeldinger, om at ville erhverve skovens sjæl i tekst og billeder som et godt supplement til vore egne oplevelser derude.