1992
Hesselholt Skov
Det er altid med spænding, at turudvalget imødeser årets første tur efter vinterens dvale. Hvor mange deltagere vil der dukke op? Er vort program stadigvæk så attraktivt, at det endnu har interesse for de mange? Disse tanker viste sig heldigvis at være overflødige. For det første har vi verdens bedste turleder, og for det andet er Rold Skovs Venner så store naturelskere, at de bare venter på at komme afsted. Noget lignende, som når en cirkushest lugter savsmuld.
Resultatet var da også, at p-pladsen i nordenden af Skovvej i Arden fyldtes med så mange biler, at der befandt sig ikke mindre end 98 personer samt lille Therese i dem. Vort første besøg gjaldt den smukke Hvass Sø, der på denne martsdag stod helt vandfyldt med en spejlblank overflade. Helge standsede ved dæmningen og fortalte os nogle forskellige træk om Jens Hvass, der har skabt dette fredfyldte åndehul midt i den ellers så tætte skov. Området her i den sydlige ende af Statsskoven, hedder endnu den dag i dag Hesselholt Skov, hvilket er en reminiscens fra den gang da træarten hassel dækkede store dele af Danmark. Den anden halvdel af navnet, nemlig ordet Holt, som er fælles med mange andre lokaliteter, betyder ganske enkelt træ. Dette er blot en fordanskning af det tyske ord Holz for træ, anvendt som materiale.
Helge kender nogle steder i skoven, som han kalder ”sine hellige steder”. Et af dem er i et vejkryds, hvor han havde en oplevelse på en af de få jagtture, som han har deltaget i. Jægerne stod i en lang kæde, da et ungt dyr kom springende gennem terrænet, men alle var for langt borte til at kunne ramme. Til sidst nåede dyret ned i vejkrydset, hvor Helge stod alene sammen med en tandlæge. Dyret segnede lige foran dem af bare træthed, hvorpå tandlægen hævede geværet og skød lige op i luften. Dette var flot gjort i den ellers så ulige kamp.
Vi passerer flere af nutidens ”kæmpehøje”, som er de mange ammunitionsdepoter, der er placeret i denne del af skoven. Helge havde i flere år haft en ubændig lyst til at se hvad der gemte sig derinde, så en dag da han opdagede, at der var folk i en af dem, løb han ind og foregav at være faret vild. Han spurgte folkene, om ikke de kunne sige ham vejen til Rebild Skovhuse, hvorpå svaret lød: ”De skal bare fortsætte lige ud af den vej der Hr. Qvistorff”. Hr. Qvistorff havde dog nået at se, hvad han gerne ville. Længere fremme når vi dog også frem til en rigtig gravhøj, en såkaldt kæmpehøj. Disse små gravhøje er anlagt af enkeltgravsfolket, og de indeholder ofte smukke lerkar. Et eksempel er den særdeles flotte Skarp-Sallingskål, som netop er brugt og udgivet som motiv på et nyt frimærke. Et andet motiv i samme serie er Gundestrupkedlen, hvorved Himmerland er repræsenteret med to motiver ud af seriens i alt fire. Flot. Også dette sted er et af Helges ”hellige”, bl.a. fordi højen ligger lige på en grænse. Der har altid været skov syd for dette sted, hvorimod skoven på nordsiden er genplantet senere.
Efter middagsrast ved og på denne gravhøj, begiver vi os herefter videre mod Faarsø Mose. Der er lidt forvirring om mosens navn. Nogle kort angiver det som Farsø- mens andre siger Faarsø Mose. Men lad os her slå fast, at den hedder Faarsø Mose. Dette kan Helge bekræfte ved at han engang af den gamle grev Schimmelmann blev spurgt om, hvor han syntes det smukkeste sted var i Lindenborgs skove. Helge svarede Farsø Mose, men en sådan kendte greven ikke noget til. Dette replikskifte gentog sig et par gange, hvorpå Helge hentede et kort og udpegede stedet. Greven kunne hertil blot meddele, at hvis det var hans mose, der var tegnet ind på kortet, hed den altså Faarsø Mose, uanset hvad andre kaldte den. Men uanset navnet er stedet meget naturskønt. Dette indtryk forstærkes yderligere i dag, hvor vejret er stille og med en ganske let dis stående ud over mosefladen, hvilket giver en helt speciel stemning af fred og idyl.
Der var nu blot tilbage, at vende næsen mod vort udgangspunkt. Denne tur går op forbi Skelhuset og ad Kærlighedsstien mod øst. Her fortæller Helge om engang hvor han gik der helt alene og pludselig mødte en dejlig kvinde ved navn Thora. Så var den historie slut, thi resten beholdt de for sig selv. Hermed var en herlig tur til ende, den var efter manges mening foregået i et af Rold Skovs vel nok smukkeste områder.