1991
Stendalen og Mørkeskov
Lad det være sagt straks, så skulle vi endelig, på denne vor 38. R.S.V.-tur, opleve at komme ud i rigtigt regnvejr. I hvert fald på den sidste del, hvor det bare gjaldt om at komme tilbage til bilerne hurtigst muligt. Vi havde måttet ændre på dagens rute, idet denne var udlagt dels i Statsskoven og dels i Lindenborg Østerskov med start fra Tveden p-plads, men den sidstnævnte lokalitet var desværre lukket pga. efterårets jagter. Kort efter starten blev dette også tydeliggjort af lyden fra et højt bøsseskud, der kom rullende fra syd. Da novemberprogrammet således ikke mere var gældende, havde udvalget heller ingen anelse om hvor vi skulle færdes på denne tur. Vi kunne bare håbe, at Helge var i stand til at orientere sig, men han benyttede straks lejligheden til at meddele, at nu var der allerede gået kuk i den, for Marianne havde planlagt at møde os nede i Østerskoven.Er der nogen, der har hørt dette nummer før? Åbenbart ikke alle, for en sød sygeplejerske, som ellers har været med lige fra starten, sagde til fmd., ”Han kunne da godt have gået ind på Tvedhus og ringet hjem til hende”.
Et af de første naturskønne steder vi passerer, er en lokalitet med det pudsige navn ”Luskimose”. Her fortæller Helge bl.a. om den nu 93 årige Jens Hvass, der har givet tilsagn om at være med i et af de kommende TV programmer på DR. Dette afsnit skal være fra Rold Skov, og skal udsendes til næste efterår. Længere fremme ligger den ligeledes smukke Sjørmose, og et stykke af denne blev for nogle år siden udgravet og omdannet til en ny sø. Både Helge og flere af deltagerne husker godt nok hvordan han på novemberturen i ´87 lod os rende rundt og lede efter den, for så bagefter at lade os gå på en grusvej lige op af søen. Den går ikke mere! Det, der var betagende i dag, var at se hvor smukt naturen nu har retableret sig, så alt ser ud som om det aldrig havde været anderledes. Vi passerer den store og lille stendysse, og når frem til Laus Gades Bøg, hvor der engang blev holdt gudstjeneste med mange deltagere. Her for tæller Helge om en morsom tildragelse, hvis baggrund var historien om hvorledes Provst Winther selv havde måttet indsætte sin efterfølger, Erik Schou i embedet, idet biskoppen i Aalborg havde fået forfald. Nogle år senere ville Helge gerne skrive om det i en bog, og møder tilfældigt den nye præst hos elektrikeren i Skørping. Helge nævner hændelsen for at få det skrevet helt korrekt, hvorpå manden ser på ham og ryster på hovedet – han var aldrig blevet indsat som præst. Helge gentager forløbet, men får det samme negative svar, hvorpå Helge opgiver, for manden må jo være blevet senil. Hr. Qvistorff måtte dog ændre denne opfattelse totalt, da det gik op for ham, at han havde talt med byens kæmner.
På vej mod ”Foderhuset”, hvor vi også før har holdt ”foderpause”, kommer vi forbi et sted som Helge, ligesom mange andre naturvenner, har som et hemmeligt sted når der skal tænkes tanker. Det kunne han nu også sagtens afsløre, for hvem af os vil være i stand til at kunne finde det igen. Ved foderhuset fortæller Helge om pumaen, han selv engang har stået ansigt til ansigt med. Der var tvivl om rigtigheden af dette, men både Helge selv og hans ven, tidligere dyrepasser Leif Ernst, er ikke i tvivl. Efter mange bortforklaringer fra myndighederne for at få ro om sagen, lige fra at den var sendt til Holland, til at den var endt som dyrefoder, blev det til sidst fastslået at det nok havde været en stor schæferhund.
Efter denne krønike fortsætter vi ned mod bunden af Stendalen, og hvad skuer vort øje? Selvfølgelig kære sygeplejerske, også kaldet Tove, ingen andre end vor gode fe – Marianne, der holder parat med årets første gang julegløgg. Selvom der endnu er længe til jul, var det et velkomment indslag på turen, idet vejret med rusk, men endnu kun småregn, lige indbød til at få næsen varmet. Der var da også en så konstant søgning ved gryden, at den blev tømt til sidste dråbe. Tak til Marianne og de to små piger, som var ude med Mormor for at vederkvæge skovens venner. Fortroppen er allerede på vej gennem Stendalen, og snart finder vi en plads mellem granerne på sydvestbrinken, hvor der er rimeligt tørt til at indtage vore klemmer. Da vi nu har bevæget os mest mod nord, må tilbageturen nødvendigvis gå op på det høje terræn til Urskoven og senere gennem Mørkeskov for at nå tilbage til Tveden. Jo længere vi kommer sydover, desto mere tager regnen til. Vi standser derfor ikke mere op, men traver rask af sted for at nå tilbage til bilerne, og da vi har passeret Tvedhus er det 65 våde Rold Skov-venner, der kan tage afsked med hinanden. Herligt er det at være ude i naturen under alle forhold, den hjemlige hygge og varme nydes endnu mere bagefter og eftermiddagskaffen smager dobbelt så godt.