1991

Sønderskov og St. Økssø

Vi er nu vendt tilbage til vor kære Rold Skov. Det er den 6. oktober og, hvor utroligt, vejret er simpelthen bare lunt og godt med sol og herlige varmegrader. Selvom programmet for denne tur kunne forekomme lidt traditionelt med start fra Mosskov holdeplads, blev det i kraft af Helges ”stifinderevner” og historier alligevel en helt unik ople­velse for Therese og de andre 60 deltagere. Første stop var ved den såkaldte nedstyrtede flyvers plads. Dette navn er blot en tilsnigelse, idet der aldrig er styrtet en flyver ned på stedet, men Jens Hvass lod engang en havareret maskine transportere derhen på en blokvogn som led i en stor spejderøvelse. Øvelsen er glemt men navnet er blevet hængende, både mundtligt og sågar på landkort. Vi passerer en ny bålplads, som er indrettet i bøgeskoven nær den asfalterede vej til Mosskov. Dette er for at undgå at nogen formaster sig til at køre op til den anden bålplads i Urskoven.

Nord for asfaltvejen går turen nu til Jamborettepladsen, hvor vi for første, men ikke for sidste gang i dag, støder på deltagere fra årets store Impeesaløb, der er arrangeret af spejdere fra hele Himmerland. Ved denne indgang til pladsen er der anbragt to bombastiske betonblokke, der engang har været anvendt til et portalfundament. Nu minder de mest af alt om et levn fra krigens dage. Vi drejer hen langs Mossø, der står spejlblank i det smukke efterårsvejr, og når herfra frem til en kæmpehøj, hvorpå der knejser en mægtig bøg. Der er her udsigt mod syd til en anden del af Jamborettepladsen, og mod nord til Mosskovgaard. Helge fortæller om den navnkundige tidligere beboer, forstråd H.J. Hansen. Det var ham, som red rundt på en lille islandsk hest, der sagtens kunne finde vej, også selv om Hansen var faldet i søvn. Hesten ligger nu begravet ved Forstrådens Gran øst for Møldrupvejen. Vi går ned til Klænghuset ved Mosskovgaard, det er her man slår frø af indsamlede kogler. Det betragtes som et ridderslag at levere frø til andre skovdistrikter, idet kun det bedste materiale kan finde anvendelse til brug for skovens folk.

Se, forskellen fra det vanlige og det at være på tur med Helge er bl.a., at man ikke går rundt i et område som folk gør flest. Således kom vi ind i Skovhaven gennem en låge, som i hvert fald nogle af os aldrig havde passeret før. Vi standser under skovens største nobilis, hvor Helge fortæller sjove anekdoter fra fantasi­byen ”Fjallerup”. En morsom blanding af fiktion og virkelighed. Blandt de mange parceller som findes i Skovhaven, er den mest eksotiske den med børstekog­lefyrrene. Disses naturlige voksested er i White Mountains, hvor de ældste er dateret til at være ca. 7.000 år gamle. Helge fortæller også om skovrider Poul Lorenzen, der har plantet de allerældste træer, som findes i det der senere blev til Skovhaven. Han rejste senere til Sønderjylland på Lindet skov­distrikt, men vendte til bage til egnen 90 år gammel. Lige sønden for Skovhaven, men før vejen går under banen, finder vi det herligste sted at raste i selskab med et par nysgerrige kvier. Det er faktisk utroligt, at der kan være så skønt ”derude”, det er jo trods alt den 6. oktober, og ikke sommer længere.

Turen går videre, og vest for banen kommer vi forbi Tøtteruphus og Bitte Hedekrog. På grænsen til Havemosen standser vi nøjagtigt på det sted, hvor hegnsskytten Hede-Knud sagde til en kone, der var trådt af på naturens vegne: ”Do hår pest i mi træsko”. Vesten for Havemosen ligger der en skovpart med navnet Sønderskov. Dette er egentligt et mærkeligt navn, da vi befinder os i den nordlige halvdel af Rold Skov, men da positionen ligger på sydsiden af Rebild, er der alligevel reson i betegnelsen. Sønderskoven rummer bl.a. den store kæmpehøj på ikke mindre end 35 meter i diameter, og på vejen hen til den passerer vi Ritmesterbøgen. Men ved egentlig ikke hvilken ritmester den har sit navn efter, kun at han var fra St. Restrup, idet dette gods var ejer af området i fordums dage. Nu da turen nærmer sig sin afslutning, er det tiden for atter at søge mod øst, men denne gang sønden om St. Økssø. Som noget nyt observerer man straks, at alle de små gangbroer over de mange vandløb, der strømmer til søen, er taget op. Vandets frie løb er også stoppet ved opfyldning med træflis. Dette er gjort for at bevoksnin­gen skal gå ud, og arealet derefter vende tilbage til det oprindelige moselandskab. Som det allersidste gøremål på dagens tur, finder flere af Rold Skovs Venner ind på Mosskov­pavillonen pga. naturlig tørst, men også for lige at koble af i hinandens selskab, inden vi atter drager hver til sit. Dette var faktisk første gang siden Jutta og Erik Sennels forlod stedet, for at slå sig ned i Juttas hjemby – Aabenraa, og vi dermed kunne få lejlighed til at hilse på den nye værtinde, Karin Linnemann.

Vi var enige: Det havde været en dejlig tur med godt vejr, et dejligt tempo i et godt terræn og masser af skægge og gode historier, fortalt af en inspirerende turleder.