1991

Læsø

Kun en eneste ting havde vi glemt at tage i ed til weekendturen på Læsø den 24-25. august, nemlig at aftale godt vejr med havguden Læ over dennes private territorium – Læ`s ø. Derfor måtte vi lige i regntøjet en halv time lørdag eftermiddag, inden kontrakten var oprettet og vi atter kunne færdes i et vejr, der endda om søndagen blev helt ovenud. Ellers kan vi roligt sige, at denne vor første weekendtur, som Hanne Lise og Knud Andersen havde arrangeret for os, blev en bragende succes på alle måder. Vi mødte som vanligt i private biler, denne gang ved Læsøfærgen i Frederikshavn med afgang kl. 10.15. Alle fik udleveret egne billetter ved landgangsbroen, og dette var også fornuftigt, da færgen var stuvende fuld af mennesker, således at vi måtte fordele os overalt. Dette var dog ikke nogen hindring for at opretholde sædvanligt smådrilleri som optakt til en god tur. Straks ved ankomsten til Vesterø havn holdt der busser parat til at køre os til Hotel Nygaard i Byrum. Her gav vor strenge og myndige turarrangør os en kort stund til at anbringe bagagen på vore respektive værelser, hvorefter busserne igen lettede anker for at køre os til Horneks Odde. Dette sted var udgangspunktet for eftermiddagens tur under ledelse af vor gode ven Helge. Vi indledte turen netop ud for en af de bitte små fiskerhytter, som især tidligere har været anvendt i forbindelse med hummerfiskeri. Herfra er der også en fin udsigt over mod Nordre Rønner, og under visse vejrforhold afslører en lang skumstribe den 7 kilometer lange revle derud. Om dette særprægede landskab forklarede Helge, at der faktisk findes tre slags klitter i Danmark. Disse kan optræde som hvide, grønne eller grå klitter, og det er jo nok den hvide, som vi almindeligvis opfatter som en klit. Imidlertid fandtes der bag disse en række grønne volde. Et sådant landskab kendes også i Jylland som rimmer og dopper. Husk det Käthe, ikke rimmer og sig`er. På Læsø findes der endog en tredje slags landskab, som består af de såkaldte grå klitter. En anden betegnelse for disse er indsande, og vi var nu i et område af særdeles høj skønhedsvær­di, idet der mellem bakker og dale fandtes en bevoksning med en helt utrolig farvevariation. Mellem bunddækket, som bestod af mos, lav, lyng og lave enebær, sås der klatter med bl.a. bjergfyr, som er en træart der egner sig godt til pionerbeplantning på denne jordbund. Senere var der kommet birk og skovfyr til, og Helge fortalte at enebærren og birken for øvrigt er Danmarks ældste træarter, idet disse indvandrede som pionerer efter istiden. Vor videre tur fortsatte gennem Læsø klitplantage, og et sted kommer vi forbi Foldgaard Sø, der i den tørre sommer stod helt tørlagt. – Et ejendommeligt syn at se denne helt vandrette flade, bevokset med vegetation, men uden vandspejl.

Fra sydsiden af klitplantagen følger vi små veje tilbage til Byrum, og ved ankomsten til Hotel Nygaard giver Knud besked på at der nu er tid til at alle får en klud i hovedet inden middagen skal nydes kl. 19.00. Først nu, var der egentlig tid til at tage vore dejlige værelser i øjesyn. Hotel Nygaard er indrettet i en gammel købmandsgård med al den atmosfære som dette giver. Værelsesfløjen er nok den mest ombyggede, nederst er der 10 hotellejligheder, hver til fire personer, og på 1. sal 8 dobbeltværelser. Det skal bemærkes, at dette ikke slog til for os, idet tilmeldingen til turen var gået over al forventning. Ikke mindre end 63 voksne og 4 børn var sluttet op om arrangementet, hvilket medførte at vi ved hjælp fra kromanden, Frank, også måtte have nogle enkelte deltagere ind­logeret på 2 forskellige steder i Vesterø. Det var helt morsomt at se den forandring, som skovfolket pludseligt havde gennemgået. Fra vindjakker og gummistøvler til fine sommerkjoler og lette sko, inden aftenens dejlige middag og efterfølgende hyggeligt samvær. Dette foregik ovre i købmandsgårdens gamle hovedbygning fra 1700 tallet, der nu er blevet ændret til kro og selskabslokaler. Også denne del af turen blev meget vellykket, idet der rådede en både hyggelig og munter stemning hele aftenen. Der var således både sange og taler, ikke mindst Helge holdt en morsom tale, i hvilken han sammenlignede Rold Skovs Venner med rejseselskabet Tjæreborg. Han sammenlignede os med den måde som pastor Krogager var startet på: Stille og roligt i det små, for derefter at lægge stort ud og tjene en masse penge på at arrangere ture. Vi tør godt sige, at der bag spøgen også lå en anerkendelse fra Helge til ledelsen af Rold Skovs Venner for at der sker noget i vort lille societet. Et hyggeligt indslag var også, at vi på Knuds opfordring, havde taget sangbøger med på turen. Blandt Rold Skovs Venner findes der flere, som også er medlem af FDF Samvirket i Aalborg, og her har man en herlig samling af gamle og nye sange. Disse bøger havde vi fået lov at låne med, og idéen må have været god, for der var næsten ingen ende på de forslag, der kom fra vore deltagere om vidt forskellige sange og viser. Efter forespørgsel blandt deltagerne, havde Knud fået arrangeret en aftenåbning af udsigtstår­net i Byrum. Dette besøg, som skulle foregå mellem middagen og kaffen, gik ud på at se Læsø fra oven i måneskin ”by night”. Det fandt sted i en meget munter og opløftet stemning, men det havde jo aldrig været meningen, at Käthe skulle anvende formandens kasket som Frisbee, og så fra den højde. Efter denne afbrydelse i aftenens selskabelighed, vendte vi atter tilbage til Nygaard for at tage plads ved kaffebordet. Herefter var der almindeligt afslappet samvær over en enkelt øl eller andre former for vædelse inden vi skulle til køjs. Det var dog ikke ”lige på en studs” at alle faldt til ro. Der var nemlig en vis person som havde opdaget at der stod stylter henne ved gavlen, hvilke straks måtte afprøves. Dette var der flere fra selskabet som var enige i, men ikke alle havde lige stor magt over dem. Det følgende er ikke for at bore i det, men tænk, en sød lyshåret lærerinde havde nær røget ind gennem et vindue. Endelig blev der nattero. Vi havde jo også et stort program foran os om søndagen, der startede med at alle mødtes til et dejligt tagselv morgenbord.

* * * Efter dette holdt busserne igen klar til at køre os ned til de søndre rønner, hvor vi gjorde holdt lige ved udsigtstårnet og den rekonstruerede saltsyderhytte. Som alle vist godt ved, har der engang været et omfattende saltsyderi på Læsø, så omfattende, at øen næsten blev totalt ryddet for skov, hvilket til sidst medførte et forbud mod dette arbejde. Man har nu genskabt en enkelt hytte, så nutidens mennesker kan se hvordan det har foregået. Her var vi igen meget heldige, for lige akkurat denne dag var der ild under panderne pga. at nogle fotografer fra det italienske magasin ”Vie del Mondo” skulle lave nogle optagel­ser fra Læsø. Det var en meget venlig og rar ung mand, som passede ild og pander inde i hytten. Selvom han skulle være over den under inddampning saltlage konstant, havde han også tid til at svare fyldestgørende på alle vore spørgsmål. Teknikken gik kort fortalt ud på at holde en passende ild og samtidigt holde lagen i bevægelse, således at saltet ikke dannede krystaller.

Turen til Rønnerne var arrangeret således, at Helge og Marianne kunne holde helt fri denne søndag, idet Knud havde fået en aftale med naturgeograf Peter Larsen og biolog Anne Marie Steffensen fra Nordjyllands Amt, om at lede os denne dag. Straks ved saltsyderhytten indledte begge med at fortælle om arbejdet med at pleje det enestå­ende naturområde – Rønnerne. Hvorfor det fremtræder netop som det gør i vore dage. Hvor­dan naturen og menneskene har påvirket det op gennem tiderne. Hvorfor stedet lige akkurat var velegnet til at udvinde salt fra havet. Det sidste får vi bevis på allerede ved at stikke en finger ned i en af de såkaldte floder, der gennemskærer terrænet. Allerede her er vandet mere salt end i havet pga. fordampning. Stedets vegetation fortæller også om jordens høje saltindhold, arter som Strandmalurt og Kvellen er bevis nok. Når man smager på den sidste forstår man godt hvorfor den også kaldes Salturt.

Turen går nu sydover forbi Fuglsangsøen, og lidt efter stopper Peter Larsen op for at fortælle mere om naturplejen. Efter den hårde forhugning af skovene i middelalderen, var der sket en omfattende nyplantning, som dog efterhånden gav til resultat, at også uønskede arealer sprang i skov. På Rønnerne, der er udlagt som Ramsar-område, har man klaret dette arbejde, dels ved mekanisk rydning, og dels ved hjælp af afgræsning af kreaturer. Kun nogle få enklaver med træer har fået lov at blive stående for at skabe læmuligheder for dyrene. Vi sætter nu kurs mod Pigestenen, der har fået dette navn fordi den engang skal have reddet to piger fra en rasende tyr. Den er jo stor nok til at de kunne krybe i skjul bag den. Peter Larsen fortæller om hvordan isen har bragt en så stor sten ned til dette sted, hvor den landede i en blød lerbund. Siden har den evige kamp mellem hav og land bevirket, at en del ler og sand nu er skyllet bort, således at stenen ligger frit. Herefter fortæller Anne Marie Steffensen om bevoksningen af Skorpelav på stenen. Man kan faktisk kun se selve stenen et enkelt sted hvor kreaturerne har gnubbet sig, ellers er den totalt dækket af lav, som kun lever ved et samspil af forskellige organismer.

Længere fremme på ruten stopper Peter Larsen igen op for at gøre os opmærksom på naturens skønhed. Landskabet er her et typisk eksempel på noget oprindeligt dansk gennem mange tusinde år. Kaster man blikket ud over det, ser man et hedelandskab med en hulvej fra 1700- tallet, og vender man sig blot nogle få grader, har man et 8.000 år gammelt panorama, bevok­set med lyng, revling og enebær.

Vi er nu nået helt ned til vadestedet over til Hornfiskrøn. Pludselig føler man sig hensat til det vilde vesten, men det viser sig at være 18 ryttere på islandske heste, som er på vej derover. Lidt senere kommer der en vogn forspændt med 4 heste, og minsandten om ikke også Egon Hansen sidder på agefjælen. Længere fremme langs kysten mos vest støder vi på nogle ”buler” i engen. Anne Marie Stef­fensen spørger, om nogle af os kender forklaringen på dette fænomen. Den rigtige er nemlig, at det faktisk er myretuer. Disse engmyrer bygger tuer som kan være op til 2-300 år gamle og indeholde ca. 100.000 myrer. Da engmyretuerne har en skyggeside og en solside i dette åbne landskab, består den lave bevoksning af vidt forskellige slags plantevækster. Ligesom i de kendte skovmyretuer, kan engmyrerne også regulere temperaturen ved at opholde sig forskel­lige steder i tuen, alt efter årstiden og vejret.

På tilbageturen mod udgangspunktet stopper vi ved en forhøjning i terrænet, som faktisk er ruinen af en gammel saltsyderhytte, én af de mangehundrede, der fandtes da denne virksom­hed var på sit højeste. Her fortæller Peter Larsen igen om fremgangsmåden i middelalderen, samt om følgerne af denne aktivitet. Anne Marie Steffensen viser os forskellige planter og påpeger endnu engang grænserne for de forskellige arter, bare denne højdeforskel er nok til at der her kan vokse lyng. Vel tilbage ved saltsyderhytten tager vi pænt afsked med Peter Larsen og Anne Marie Steffen­sen, idet Knud siger dem tak ved at overrække dem hver en mulepose indeholdende en liflig vin. Inden bussen skal starte tilbageturen til Byrum, hvor der venter os en lækker frokost, er der lige tid til gratis at forsyne sig med alt det nylavede Læsø-salt, som man ønsker. Man kan godt smage forskel, det er ligesom at røgen giver det en ekstra aroma.

Som alle måltider, var frokosten også bare i top, og stemningen fin med megen snak og latter. Vi måtte dog herefter sige farvel til Käthe, Marianne og Helge, da Helge skulle hjem og forberede sig til TV-arbejde dagen efter. Alle øvrige blev bedt om at stuve deres bagage i bussen inden eftermiddagens tur, da vi ikke mere kom tilbage til Hotel Nygaard på denne tur. Vi var enige om, at da resten af turen skulle foregå på hjul, ville vi for hyggens skyld rykke sammen i én bus. Dette var vores chauffør også med på, og det skulle tillige vise sig, at han havde godt lokalkendskab og gerne ville fortælle os noget om sin ø. Første stop var ved Museumsgården, her har man lejlighed til at se hvordan en rigtig gammel Læsøgård med metertykt tangtag, (som i virkeligheden er ålegræs), har set ud både ude og inde.

Vi kørte videre mod Danzigmand, hvor vore deltagere fik lejlighed til at bestige klitterne og nyde den friske havluft inden turen fortsatte til Østerby havn, og dermed stedet for at holde kaffepause. Tilbageturen mod Vesterø gik ad kringlede veje gennem klitplantagen til vi nåede en p-plads ved Storedal. Her steg vi atter ud og travede en dejlig rundtur, der er lagt ud omkring dette moseareal. Den sidste etape foregik af naturlige årsager i Læsøs vestlige egne og med stop uden for Oda på Strandgaarden. Det var helt hyggeligt at se stedet, som Helge har fortalt os om, og som man også selv har besøgt gennem TV. Man kan roligt sige, at der var program på denne Læsøtur lige til det sidste. Vi ankom til Vesterø havn kort før færgen skulle afgå kl. 19.00, og mon ikke alle følte, at man var mæt af de mange indtryk, som vi havde fået gennemdisse to begivenhedsrige dage. Vel ankommet til Frederikshavn, var der nu blot tilbage at tage afsked med hinanden. Alle gav udtryk for at det havde været en dejlig tur, og vi fra udvalget kan vist godt være lidt stolte af at kunne sige: Vi kan bare det der.