1991
Toft Sø
Efter Toft Skov turen for lige et år siden, var der flere, som havde givet udtryk for at de gerne ville besøge dette område af det samlede naturreservat, hvorfor udvalget havde lavet en ny aftale med Lindenborg gods og revierjæger Peter Knudsen. Da godset, rimeligt nok, er begyndt at opkræve et beløb på 3.000 kr. for en sådan ekskursion, og vi derfor måtte opkræve 50 kr. for turen, gav dette sig da også udslag i, at vi var mindre end halvt så mange deltagere som sidste gang, nemlig 60 + Therese. Peter Knudsen mødte os ved den store port lige ved udsigtstårnet, og havde en hilsen med fra Helge, da denne havde fået forfald efter nogle problemer med bilen, der endnu ikke var overståede om morgenen. Dette havde dog også en utilsigtet virkning, for det er nemlig sådan, at Helge som den eneste af os alle, har været med på samtlige af Rold Skovs Venners ture. Formanden mangler desværre en fra 1987, så nu står de på lige fod hvad dette angår. Peter Knudsen indledte turen med at fortælle om genskabelsen af Toft Sø. Den var blevet afvandet tilbage i 1761, og arealet havde i mange år været anvendt til bl.a. høslet. Da dette ikke mere var rentabelt og da Peter Knudsen i mange år havde haft en drøm om at kunne retablere denne sø, der ville komme til at dække ikke mindre end 150 td. Land, fik han godsets tilladelse til at gennemføre dette projekt. Sluseanlægget stod færdigt den 16/8 1973, og ved årsskiftet 1973/74 var søen fyldt op, og Peter Knudsen havde dermed skabt sig et livsværk af blivende værdi. Selve traveturen foregik i en stor kreds venstre rundt om søen, og efter en tid nåede vi frem til et at stederne hvor Skarven holder til. Det første som møder én, er en umiskendelig lugt af ekskrementer, som stammer fra føde bestående af fisk, og snart får vi øje på mange af de efterhånden 1.300 reder man er oppe på. Selv om vi gik lige under rederne med store unger i, var det forbavsende så roligt der var overalt. Peter Knudsen siger, at fuglene er tillidsfulde pga. at de normalt aldrig ser mennesker, undtagen nogle ornitologer, der kommer for at tælle op, og så ham selv. Det var meget karakteristisk, at al vegetationen under rederne var borte, selv træerne fuglene bygger i, går efterhånden ud af den alt for store tilførsel af gødning. Peter Knudsen siger, ”at de skider sig fra hus og hjem”. Også på denne tur var der nogle få, som opdagede at gummistøvler var en absolut nødvendighed. Vi kom nemlig efterhånden ud i mere og mere sumpet terræn, og måtte nærmest hoppe fra tue til tue. Det er ikke hver gang at springet lykkes. Over hele den store moseflade lå der udbredt et så tæt tæppe af kjæruld, som sjældent ses. Da vi var så langt henne på året at planterne havde sat frø, dannede de uldtot ved uldtot, hvilket anskueliggjorde hvorfor man har givet dem dette navn. Mod syd sydvest passerer vi et mindre søområde, der har fået navnet Halvmånen efter dets facon. Peter Knudsen forklarer, at det er fremkommet af sig selv ved at der er brudt vand fra Toft Sø gennem jordlagene, og der har samlet sig i en lavning. På den sydlige side af søen finder vi et sted, der er tørt nok til at holde middagsrast på. Det er også samtidigt skønt at sidde og se på fuglelivet ude over søen, og ikke mindst når Peter Knudsen er god for en forklaring om hver eneste slags. Det er næsten som om han kender den enkelte fugl.
Her var det så at Søren spurgte om hvorfor man var interesseret i at have en så grim fugl som skarven boende. Det skulle han nok ikke have gjort, for det sete afhænger jo som bekendt at øjnene som ser, og for en mand som Peter Knudsen har enhver levende skabning sin plads i naturen. Spørgsmålet er da derfor også såre logisk: Hvem er grim og hvem er pæn? Skarven er i hvert fald pæn – holder formanden på. Vi var nu godt og vel halvvejs gennem ruten, og snart var vi igen ude i sumpet terræn. Dette skulle dog blive værre endnu, for på et sted måtte vi passere en grøft så bred, at ingen bare kunne springe over den. Peter Knudsen kendte selvfølgelig stedet hvor der var lagt halmballer ud i vandet, men når 60 mennesker skal passere, bliver disse hurtigt mast i stykker. Det hjalp dog vældigt på sagen med nogle ekstra baller, som nogle af deltagerne fandt lidt derfra. Ikke alle slap dog tørskoede over alligevel. Efter denne vandgang foregik resten af turen på nogenlunde tørt terræn. Peter Knudsen stoppede op flere gange for at fortælle om tingene, bl.a. hvorfor Lindenborg gods så sig nødsaget til at tage betaling for disse ture. Ved sidste stop var vi tilbage ved vort udgangspunkt, og ved afskeden med Peter Knudsen fik denne lidt rødvin med hjem til fru Birgit, og som der blev sagt: Du er en ualmindelig hyggelig mand at være sammen med, derfor skal I begge to have lidt at hygge jer med efter denne dejlige tur. Det er efterhånden blevet skik, at mange har en tår kaffe med til at slappe af på efter strabadserne. Dette var også tilfældet i dag, og det blev til et helt lille selskab, som sad på svellegangen hen til udsigtstårnet og småsnakkede om dagens tur.