1991
Skørpingholme
Han gjorde det igen. Han tog r…. på hele holdet, – derom senere. Turen i maj startede fra Gl. Skørping kirke, og da det for mange af dagens 81 fremmødte personer, var første gang hvor starten udgik herfra, gik vi ind på kirkegården for at se og høre om Hellig Kors Kilden. Inden vi atter forlod stedet, stoppede vi op ved ”Artolleristens” gravsted. Denne er jo en af vore efterhånden gamle kendinge, som vi har hørt så mange anekdoter om. Mest af hensyn til nye Rold Skov Venner måtte vi lige have en enkelt af dem, bare sådan lige for at forstå hvad det er for en personlighed vi taler om.
Efter passagen af kirkegårdsdiget gik turen nord ud af byen langs Birkeholmvej, og da vejret som sædvanligt var strålende og underlaget en god grusvej, var der mange, som var glade for at være i lette sko. Dette kom de til at fortryde. Thi på et tidspunkt drejer vi fra mod vest og kommer efterhånden ned i mere og mere sumpet område, da målet for dagens tur er Egholm slot ved bredden af Lindenborg Å. Vi er nu på de arealer, som kaldes Skørping Holme, og stedet er meget afvekslende mellem engdrag og bevoksninger. Et ualmindeligt kønt sted i det smukke forårsvejr. Men, – tag altid ordentligt fodtøj på, uanset hvor godt og tørt det ser ud fra starten. Naturen består som bekendt af andet end luft, og hvis man færdes i engdrag, er der altså vådt imellem tuerne.
Man kan godt bagefter se, at Helge allerede på dette tidspunkt, var ved at bygge dagens ”nummer” op. At vi befandt os på åens østside og hvor verdenshjørnerne var, kunne man nok se, men hvor langt vi var kommet frem i terrænet, var straks sværere. Turen gik nemlig lidt i rundkreds, og som sagt, snart i skov og snart på eng, hvor vi passerede utallige tråd- og pigtrådshegn. Sluttelig nåede vi til et tørt sted, der var velegnet til at raste på, og her var det at Helge erklærede, og meget undskyldte, at han havde døjet med at finde Egholm, hvorfor vi desværre måtte gå et par km. tilbage langs åen. Vi var nogle stykker, der sagde at der var da helt i orden, vi tog det bare som en oplevelse mere. Under rasten lykkedes det Helge at ”hugge” formandens medbragte fankort, næsten uden at denne opdagede det. Da disse kort, som alle var enten smukke, fantasifulde eller idérige, jo mest var tænkt som en spøg, valgte Helge tre af dem ud til oplæsning for det samlede selskab. Især det sidste vakte megen munterhed, mon ikke denne ”beundrerinde” bliver undervist, eller selv har en lyrisk åre.
Nu var tiden inde for den endelige eftersøgning af vort fastsatte mål. Der var flere, som gav udtryk for hvor vi måtte befinde os, nogle kiggede på kort og andre mente at de kunne fastsætte stedet ved hjælp af lyden fra de forbipasserende tog. Alt dette kunne man godt have sparet sig, for straks vi kom fri af træerne, lå det hele som et panorama foran os. Han havde gjort det igen – ingen kommentarer. På den samme sten hvor Dronning Margrethe den 1. ifølge sagnet sad, mens hun overvågede at Egholm slot blev nedbrudt, satte Helge sig nu for at fortælle om dette stykke danmarkshistorie. Stenen ligger lige uden for volden, som omgav slottet, eller borgen om man vil. Herfra gik vi op på selve borgbanken, og ved Helges hjælp fik man et glimrende indtryk af hvordan det hele havde set ud og fungeret som et strategisk velbeliggende voldsted. Bl.a. ser man tydeligt dæmningen, som førte ud til landingspladsen ved den den gang meget bredere Lindenborg Å. På tilbageturen følger vi Holmegaards- og Skørpingholmevej mod Gammel Skørping, og her sluttede vi næsten som vi startede, idet kirken nu stod åben. Vi kunne derfor gå ind og se, hvordan selve vældet til Hellig Kors Kilden afslører sig som en evig grøn plet på en af sideskibets mure. Som vi før har fortalt, har den været kalket over igen og igen, men man stopper jo ikke naturens kræfter med en gang kalkning. Der skal mere til.
