1990

Juletur – Lille Økssø Mose

Det var med stor spænding at udvalget havde imødeset årets juletur. Hvor mange ville der mon dukke op. Aktiviteterne skulle foregå med Mosskov Pavillonen som basis, og denne modtager selskaber på ca. 50 – 60 personer. Måske 70 hvis vi er lidt sociale. Det formeligt strømmede ind med biler og på et tidspunkt kom værten, Erik Sennels selv ud for at tage opløbet i øjesyn. Allerede inden vi kendte det eksakte antal, kværnede der flere alternative muligheder, for at placere de mange mennesker, gennem udvalgets kloge hoveder. Da selv en så elementær ting, som at få folk talt op voldte problemer, valgte vi at lade Helge starte turen med at føre folk ned gennem banetunnellen, således at vi sammen med Erik Sennels kunne få et overblik over situationen. Det viste sig, at der var mødt 108 personer op, men da nogle havde valgt frokosten fra, drejede det sig om at fremtrylle plads til de ca. 95 resterende. Her må vi sige, at spejderånden kom op i Erik Sennels. Han tilbød på stedet, at hvis vi ville se bort fra den normale standard med plads og garderobeforhold, ville han inddrage foyeren, og anvende denne til spiselokale også. Dette var friskt gjort, og vi tog imod tilbuddet med tak­nemmelighed. Turen var i sagens natur ikke lang, men meget smuk til gengæld. I år var træerne ikke hvide af sne, men derimod af den flotteste rimfrost. Ll. Økssø Mose var da også et stemningsfuldt skue at betragte, man kunne næsten føle stilheden ligge hen over den tilsyneladende uberørte hvide flade. Da vi efterhånden kender til hvor Hestegraven og Røverstuen ligger, slog vi også et smut hen for at tage disse i øjesyn. Og da det nu var blevet vinterdage, brugte vi røvernes gamle rede til at uddele forebyggende medicin mod frost og snue.