1990
Grøndalen og Brændeskov
Vejret var godt, terrænet var godt, tempoet var godt, humøret var godt, gløggen var ovenud god, og Helge var i sit allerbedste fortællehjørne på skovturen den 25. november. Det kunne derfor kun, endnu engang, blive til alle tiders tur i den smukke efterårsklædte Rold Skov, hvor starten udgik fra Grøndalen lige i sydsiden af den store slette, der kiler sig ind i Rold Skov fra Rebild vejen og ned mod Store Økssø. Ruten var stort set lagt som en rundtur om den omtalte slette, men for det meste inde i den omliggende skov, og med mange afstikkere til interessante steder på vor vej.
Første stop var ved Hedekrogen, og selvfølgelig kunne Helge ikke slippe for at fortælle historien om Hede Knud. Vi bliver aldrig trætte af at høre om denne og alle de andre særprægede personer, som har levet på egnen. For den faste kerne af Rold Skovs Venner er disse næsten blevet en del af os selv, – kan vi vist godt tillade os at sige. Herfra gik vi et smut ind i Havemosen og videre hen forbi Tøtteruphus, hvor skovfoged Martin Bjerring bor. Martin Bjerring påstår, at dagens tur var lagt i den allersmukkeste del af Rold Skov, men det er nu nok fordi en stor del af den netop foregår på Bjerrings skovpart.
Længere fremme kommer vi forbi en gammel udtørret kampestensbrønd, og inde i skoven finder vi et ualmindeligt smukt og fredfyldt sted hvor der tidligere har været gravet råstoffer op af jorden. Nu er alt groet til igen, også nede i det store krater, som er fremkommet og skabt af menneskehånd. Hvis ikke det var fordi Helge havde fortalt os om det, ville man nok have betragtet det som et kæmpe jordfaldshul, og et eksempel på naturens evne til at kunne retablere sig og slette alle spor.
Vor videre færd går nu gennem Brændeskoven hvor vi passerer skovløberstedet Kobberkrog, og inden vi når frem til Rebild by, kommer vi også tæt på stedet, hvor nogle af os i netop november måned for tre år siden, oplevede at besøge den hytte, hvor der i mange år levede en nøjsom eneboer, der var stået af tidens jageri efter materielle goder. Under passagen af Rebilds udkant omtaler Helge en mand ved navn Jens Ørnebjerg. (Vi har ved mange andre lejligheder hørt om hans bror, Peter Andersen Ørnebjerg). Helge fortalte, at han og Jens gennem lang tid havde aftalt, at de skulle gå Rebild by igennem, for at Helge kunne blive sat ind i de enkelte huses og menneskers historie. Denne ekskursion havde trukket ud og trukket ud, men endelig fandt de en dag hvor det kunne passe dem begge. Blandt meget andet havde Jens Ørnebjerg fortalt, at i gamle dage havde Rebild 200 originaler, nu boede der 1000 mennesker i byen, og aldrig én var original. Er vort samfund ikke blevet lidt fattigere ved denne udvikling? For at gøre historien færdig, skal det tages med, at dagen efter døde Jens Ørnebjerg pludseligt på alderdomshjemmet, hvor han levede sine sidste år. Fra Rebild fortsatte vi ad Stendalsvejen, og på venstre hånd ligger den lille mose, som var findestedet for træfiguren, ”Frøya fra Rebild”. I nordisk mytologi var Freja kærligheds- og frugtbarhedsgudinde, hvilket denne én meter høje træfigur også tydeligt symboliserer.
Nu var vi så langt henne at flere deltagere begyndte at snakke om middagsrast, men først ville Helge lige vise os noget interessant inde i skoven. Dette viste sig at være en falsk stendysse, som en bondemand engang havde moret sig med at slæbe sammen for at narre museumsdirektør, Peter Riismøller. Det lykkedes vist nok også i første omgang, men en sådan vil jo aldrig kunne stå for en fagmands vurdering i det lange løb.
Med det formål at komme tilbage til Stendalsvej, slår vi et smut ned gennem selve Stendalen, og kommer ud lige ved spejderhytten. Et lille stykke længere fremme venter der de 74 deltagere en dejlig overraskelse, idet udvalget har allieret sig med Marianne, således at hun pludselig dukker op i deres nye Pajero, og til alles fryd står der bagi en dampende varm gryde med julegløgg. Og hvilken gløgg var det så ikke. Først gjort rund med dejlig brun farin, for derefter at blive gjort skarpladt med Aqua Vitae – Livets vand. Virkningen udeblev da heller ikke, for hvis ikke stemningen havde været munter før, blev den det i hvert fald efter. Helge og formanden havde brugt det meste af dagen til godmodigt drilleri, og sidstnævnte fik det foreløbigt sidste ord da Helge kom og smed en tom chokoladeæske ned i affaldsposen. Marianne spurgte om hvordan han allerede havde kunnet spise en hel æskefuld på ingen tid. Det skal jeg forklare dig, brød en formastelig person ind! Han deler den nemlig ud til alle sine fans, og det er ikke os ”mænner”, som står øverst på listen. Angiveren går nu rundt med en trussel om at der hænger en ”hævner” over hans næsten uskyldige hoved. Med denne seance var tiden ved at løbe fra os, og vi måtte nu begive os ud på den sidste etape af dagens tur. Denne distance var heller ikke særlig lang, vi lagde vejen omkring Kyø Skovhus hvor et af vore medlemmer, Bo Rosbjerg bor. Han var ikke med på turen i dag, men kom ud for at hilse på, og få en lille sludder med skovens muntre sønner og døtre. Herefter var der blot tilbage at vandre forbi Klodholm, inden vi var tilbage i Grøndalen, hvor vi kunne sige farvel til Helge efter en ualmindelig hyggelig tur i hinandens fornøjelige selskab.