1990

Rold Vesterskov

Uge 38 1990 blev ugen, hvor efteråret satte ind i Danmark med storm og voldsomme regnby­ger. Det var derfor ikke med store forventninger til vejrgudernes nåde, at man vågnede op den søndag morgen, hvor den første efterårstur skulle afvikles. Men også denne gang skulle det vise sig at en nådig hånd blev holdt over vore hoveder, thi netop på denne ene dag vendte sommeren tilbage for en kort stund. Mødestedet var på Tveden p-plads, og dette sted var åbenbart vanskeligt for mange at lokalisere, hvilket gav sig udslag i mange opringninger for at spørge om rette vej. Således fik vor kære kasserer, Birgit også mange henvendelser, men hun må selv have været i vildrede, så hun valgte derfor, for en sikkerheds skyld, at sende nogle af deltagerne hen på én p-plads og andre hen på en anden. Sådan. Vi var nogle stykker, som blev enige om at det kan da lade sig gøre, at hun betaler sig fra det.

Nå, efterhånden da alle var blevet hentet tilbage til rette sted, var vi blevet ca. 75 mennesker, som kunne starte en aldeles dejlig tur i Rold Vesterskov. Lige hjemkommet fra en uges udforskning af skovene på Bornholm, førte vor ven og turleder Helge os nu ind mod enebærstykket. Her foretog vi en rundering i dette særegne stykke natur, som vi derved fik at se fra alle sider, og alle steder fik vi forklaret om de forskelligheder som naturen kan frembringe, når den får lov at ligge hen på egne præmisser. Næste stop var ved det gamle skyttehus, kaldet ”Teglhus”. Her fortalte Helge om en tildra­gelse fra den gang da Rold Vesterskov var lukket område. Han havde fået tilladelse af grev Schimmelmann til at måtte færdes på stedet, men greven havde glemt at orientere sin skov­foged om det, hvorfor denne ville smide Helge og Marianne ud. Efter en tid blev misforståel­sen dog opklaret, og skovfogeden bad Hr. direktør Qvistorff meget undskylde. Fra Teglhuset er der ikke langt til den kønne Teglsø, hvor vi havde valgt at holde middagsrast. Blot var det underligt at være på stedet den første gang, uden at det gamle jagtslot var der mere. Det har desværre måttet falde, fordi det efterhånden blev udsat for et omfattende hærværk. På tilbageturen ned mod Lindenborg ådal og Springkilden, skete der nøjagtigt det samme, som før er sket. Pga. spredningen i rækken tog en gruppe forkert bestik og stak af den forkerte vej.

Heldigvis blev det opdaget og vort nye medlem, kaldet Ø.P., satte efter og fik dem hentet tilbage. Nu skal der ikke nævnes navne, men det er ikke engang løwn, der var ikke mindre end 4, skriver fire, udvalgsmedlemmer imellem flokken. Da vi nåede Springkilden, ville vi gerne føle os sikre på at vi havde fået alle med, og holdt derfor mandtal. Denne folketælling sagde os, at der stadig manglede 4 voksne og et barn, og for at dette heller ikke skal være løwn, så viste det sig at være et femte udvalgsmedlem med familie. Vi tog dog denne situation roligt, for Carsten kan godt selv finde ud af skoven. Det viste sig senere, at deres lille pige blot havde haft brug for at komme en tur på mejeriet og så videre.

Den sidste etape op over Kollen kom også til at ligne noget vi har prøvet før, nemlig da vi på vores første forårstur besteg Sønderkol med sine 102 m. over havet. Da Kollen også er 102 m. og da vi kom nede fra åen, var distancen den samme, men belønningen var en flot, flot udsigt over det himmerlandske landskab. Man kan sige, at dette udsyn er en af de positive følger af stormfaldet i 1981. Her måtte Helge sige farvel for denne gang, da han skulle ud med et andet hold, og da vi fra Kollen kunne se lige ned til Tveden p-plads, kunne formanden sagtens overtage ledelsen det sidste stykke vej. Denne opgave må være blevet løst tilfredsstillende, thi da udvalget forlod pladsen, var der ikke én bil tilbage, og dermed heller ingen glemt i skoven. Endnu en herlig og oplevelsesrig tur var til ende, sagde Hanne og Knud, Birgit og Hanne.