1990

Store Blåkilde og Hellum Skov

Mødestedet er p-pladsen ved Store Blåkilde, og efter velkomsten til Danny begiver alle de 81 fremmødte deltagere sig ned til den smukke kilde. Store Blåkilde er i sig selv et storslået syn, idet vandet strømmer op af jorden i en sådan mængde, at allerede fra starten har Villestrup Å en bredde, stor nok til at den virkelig ligner en å. Undervejs har Danny plukket nogle forskellige urter, og nede ved kilden er der endnu flere at fortælle om. Og Danny fortæller og fortæller, her er der virkelig en rigdom at øse af for de mennesker, der forstår at værdsætte værdien af de produkter, som naturen selv frembringer. Fra kilden må vi samme vej tilbage for at komme over i området, der ligger nordøst for Astrup-vejen. Her har Helge tilrettelagt en tur gennem et meget afvekslende terræn, hvoraf den første del mest går gennem skov. Vi passerer forbi Kærbjerghus, Christianshåb og Nibe­stedhus, og her mellem både gran- og løvtræer er der også ting, som Danny kan give anvis­ning på anvendelsen af, både som forebyggende og helbredende midler. Vi når ud til Hellum-Møldrup vejen og følger denne mod nord til vi når Madum Sø. Her drejer vi af for at finde et godt sted ved søbredden, hvor vi kan holde middagsrast.

Normalt er der altid en let brise ved en sø, men ikke i dag, alt ånder fred og idyl, solen skinner, insekterne summer og alt er bare dejligt. Den sidste etape af dagens tur går op hen over Hellum Hede, her er der igen nogle andre arter af planter og urter, som Danny har noget at fortælle om. Jo nærmere vi kommer til endemålet, som er Torup kirke, des mere storslået bliver landskabet, idet kirken ligger højt placeret på sin bakketop. Herfra ser man lige ned til to af sognets byer, Hellum og Torup, men ellers er det en næsten uberørt natur, som ligger foran os så langt øjet rækker.

+Da turen i dag var lagt i en lige strækning, havde vi også denne gang bestilt Egon Olsen fra Skørping til at køre os tilbage til startstedet. Men inden da fortalte Danny Druehyld lidt om sig selv og sin baggrund, og vi var vist alle enige om, at det var en meget spændende gæst, som vi havde haft med på denne tur. Nu er det jo sådan, at når udvalget for Rold Skovs Venner er ikke alt for langt fra Mosskov Pavillonen, ja så har de en vis tilbøjelighed til at skulle derned. Dette var også tilfældet i dag. Officiel forklaring: Vi skulle sige pænt farvel til vor gæst, heksen fra Rold – Danny Druehyld. Og det gjorde vi så.