1989
Nørlund Skov
Trods forudgående jagtproblemer og dermed nødvendige ændringer af den planlagte novembertur, blev denne en af de skæggeste, vi har haft til nu. Den planlagte tvillingefødsel udsatte vi let og elegant i cirka 5 måneder, hvorefter vi flyttede vort revir over i Nørlund Skov. Hertil kørte vi i samlet flok fra Rold Storkro, hvor vort oprindelige mødested var sat.
På Nørlund havde skovrider Ussing givet tilladelse til at arrangere en alternativ tur, efter en tilsendt skitse over ruten. Den første etape var lagt nord for Rold-Haverslev vejen, og 200 meter fremme startede Hanne dagen med at lege ”Konen i muddergrøften”. Utroligt så sorte hvide sokker kan blive, når gummistøvlerne sidder fast og man fortsætter i strømpefødder. Længere fremme møder vi den gamle godsejer Georg Alexis Hornemans gravsted med den store sten over. Helge fortæller, at ved hans død i 1939 havde han bestemt, at godset skulle omdannes til en selvejende fond til fordel for syge børn. Under Nørlund hørte også allerede den gang Torstedlund, og Nørlundfonden har senere tilkøbt Tingskoven i Han Herred.
Et sted inde i skoven kender Esther og Helge placeringen af noget så sjældent som en ravnerede. Den er bygget i et meget højt træ, og da de to tidligere besøgte stedet, var de så heldige at se ravnen lette fra reden. Vi har planlagt, at i dag skal holdet overraskes med gløgg og småkager. Helge og jeg aftaler, at han nu skal forlade os for at møde Marianne, som holder på et aftalt sted nede ved Roldvejen. Herefter skal jeg føre holdet videre til vi når samme punkt. (Det er svært at finde en forklaring, som deltagerne helt vil tage for gode varer). Vi fortsætter alene mod savværket, og nu fortæller Knud Christensen, som var ansat her i fyrrerne, om nogle af sine erindringer fra den tid. Han kan bl.a. tilføje, at det var sukkersyge børn, som godsejer G.A. Horneman ville give et ophold på Nørlund, idet han selv led af denne sygdom.
Da vi når frem til det aftalte mødested, er der ingen Marianne og Helge at se nogen steder. Belært af erfaringen, er udvalget overbevist om, at der igen er blevet holdt gas med os. Der kan i hvert fald ikke tages hensyn til billige kommentarer, såsom at vende kortet rigtigt. Carsten og jeg løber ind mellem nogle små højtliggende graner for at sondere terrænet, men ingen rød Isuzu at se nogen steder. Vi leder derfor holdet videre frem ad ruten, mens jeg fortsætter mod vest ad landevejen, og pludselig dukker Helges dyt op med Marianne ved rattet. Jeg tror, at vi alle tre viste lige stor gensynsglæde, for vi var gået fejl af hinanden pga. tiden, som turen havde varet. Marianne og Helge havde derfor kørt og løbet rundt på ruten for at finde os, men skoven er jo stor. Da jeg vidste nøjagtigt, hvor holdet nu kunne befinde sig, var det let at køre en anden vej rundt for at kunne komme kørende dem i møde. Det var et herligt syn at se deres ansigter, da vi alle tre stod ud af bilen, og da de så blev budt på den varme gløgg og småkager, var deltagerne vist nok overbeviste om, at det hele var planlagt kaos. Da det denne gang var Hanne, der startede dagen med at lave et nummer, syntes Birgit ikke, at hun ville stå tilbage. Hun anvendte derfor sin gløgg til at hælde ned over sin fine hvide trøje, inden hun sammen med Esther gik i gang med det sædvanlige job; at opkræve deltagergebyr, mens alle slappede af med mellemmad og lidt snak. Vi tog nu afsked med Marianne, og de 59 mætte og glade deltagere var dermed parat til at tage den sidste tørn på ruten. Denne gik herfra vest- og senere nordover, hvorved vi til sidst tangerede selve Nørlund gods på dettes vestside. Ihukommende den lovede gengæld for at Helge fik den sidste replik ved Langmosen, da vi fortalte om udvalgets tur til Hestegraven, var der ved denne turs start blevet placeret et stykke papir under vinduesviskeren på Mariannes bil, som Helge havde lånt i dagens anledning. Da vi var så tilpas nær, at det kunne ses, blev han gjort opmærksom på det, og nogen sagde: Helge, du har fået en bøde. Hertil lød svaret med en næsten opgivende stemme: Ja, det må jeg jo så tage med også. Men sorg blev til glæde vendt, thi da vi kom helt derhen, viste det sig, at ”bøden” var tilladelsen til juleturen i næste måned. Og det var jo ikke så ringe endda.