1989
Skindbjerglund og Blåhøl
47 deltagere + Helge + Birgit som morgengæst. Dette var en god optakt til sæson 1989 i Rold Skovs Venner, der vidner om fortsat stor interesse for vore arrangementer. Vi mødtes den første søndag i april i bidende kulde ved Gl. Skørping kirke. Men Helge fremskaffede hurtigt nøglen, og det var både en oplevelse at se den smukke kvaderstenskirke, samt en lise for de røde ører at komme ind i varmen. Helge gav os en god forklaring om kirken selv og menneskene, som har levet omkring den. Bl.a. er der et sted på muren indvendigt, hvor der altid vokser mos uanset hvor mange gange det bliver kalket over. Grunden til dette er, at der lige under det pågældende sted løber en kilde, der holder muren evigt fugtig. Vi hørte også om Hellig Kors Kildes historie, inden vi gik ud på kirkegården for selv at tage denne i øjesyn.
Vi satte os nu i bilerne og kørte i én lang kortege mod Skindbjerglund. Og hvilken forskel var det ikke rent vejrmæssigt, her var der godt at være med læ for vinden og anemoner i skovbunden. Dette var så starten på den egentlige travetur, og man kan roligt sige, at Helge havde tilrettelagt en ualmindelig smuk tur for os. I tilgift fik vi også en mængde anekdoter, med højlydt latter som kvittering fra selskabet. Skindbjerglund, der i dag ligger som en enklave i landskabet, er rester af den oprindelige Rold Skov. Den består delvis af gammel ege-stævningsskov, hvilket fortæller os at den er noget oprindeligt, noget gammelt dansk. Første del af turen gik mod øst gennem området kaldet Kratbakke, der lige pludselig åbnede sig som et smukt hedelandskab med lyng og enebær. Vi drejede her nord om Trehøje og holdt frokost og hvilepause, da vi var så langt fremme, at vi var ved Tågedal med udsigt mod Gerding.
Efter denne opladning var vi klar til anden etape, som var lagt tilrette som en tur langs Lindenborg Å imod strømmen. Dette er også et herligt sted at færdes, og ikke mindst pga. den smukke udsigt som findes mod landskabet, der rejser sig på den anden side af åen. Nogle kilometers vandring længere fremme når vi til stedet, hvor der ved foden af skrænten, ca. 30 meter under os, strømmer den store kilde, eller væld som det hedder på himmerlandsk, kaldet Blåhøl, op af jorden. Kilden, som er en bassinkilde, og derfor meget blå ligesom Store Blåkilde, får sit vand tilført fra lag, som ligger fire-fem hundrede meter nede i jorden. Den er lige så vandrig som Lille Blåkilde, og må derfor deles med den om at være den vandrigeste kilde nord for Alperne. Når der er stejlt ned, er der lige så stejlt op igen, og denne opstigning var en betingelse for at komme tilbage til vort udgangspunkt. Efter en vandring med yderligere stigning i terrænet før målet var nået, kunne man atter engang konstatere: Helge kan bare det der. Der var god grund til at sige ham tak for en dejlig dag.