1987
Brændeskoven og Vedsted Skov
Hvor ofte har man ikke færdedes på vejen mellem Skørping og Rebild, uden egentlig at kere sig om, hvad der gemmer sig af interessante ting i dette område af Rold Skov. I dag den 1. november, mødes vi på Skørping skole, turen går derfra mod syd gennem Brændeskoven og forbi skovløberstedet Kobberkrog. Herfra drejes atter mod nord, og snart efter finder vi en 7000 år gammel Jættestue. Fantastisk at tænke på, hvordan forfædrene med deres små hjælpemidler har kunnet magte at arbejde med så store sten.
Ved Jættestuen beretter Qvistorff om en gammel eneboer, som indtil for få år siden formåede at leve helt ubemærket i en primitiv hytte ikke langt herfra. Efter kort tids søgen, står vi pludselig ved den lave hytte, hvori der stadig findes nogle få ejendele, bl.a. en lille brændeovn. Det er egentlig utroligt, hvor få midler der skal til, for at mennesket kan klare sig, det kan godt give stof til eftertanke, hvis man som et modstykke tænker på, hvorledes de daglige reklamer prøver at overbevise én om, at det og det er helt nødvendigt, for at kunne klare sig i vort moderne samfund.
Efter dette besøg beretter en deltager, som har boet i mange år i Canada, om en oplevelse han havde som ganske ung emigrant. Han havde arbejde på en farm langt ude i ødemarken. På stedet levede der også en eneboer oppe i bjergene, og denne havde hørt om den unge danskers ankomst. En dag mødte eneboeren op på gården, med dette ene ønske, at høre sit modersmål en sidste gang. Han var en gammel dansk udvandrer fra egnen syd for Rold, og efter mere end 50 år derovre, havde han næsten glemt det danske sprog. Han bad også om at høre en dansk sang, og mens vor deltager sang ”Jylland mellem tvende have”, løb tårerne ned af kinderne på dem begge. Da de sagde farvel, forsvandt eneboeren atter op i sine bjerge, og de så aldrig hinanden senere.
Vi fortsætter mod nord, krydser Rebildvejen, og kommer dermed over i Vedsted Skov. Her er for få år siden fundet en vaskeplads fra middelalderen. Der må engang have været et vandløb på stedet, for man kan endnu se de gamle sten anbragt som et bækken i bunden af terrænet. Turen går videre mod Skørpinglund, og efter passage af Buderupholmvejen besøges en kulbrænder. Han var desværre ikke hjemme, men man kan godt danne sig et indtryk af hvordan arbejdet foregår, ved selv at gå rundt om ovnen og studere dens funktioner.
Længere fremme kommer vi til et stykke bøgeskov, som netop nu står helt på højdepunktet hvad flotte efterårsfarver angår. I denne skov ligger den ene bronzealderhøj efter den anden som smukke kupler på jorden, alle som følge af årstiden beklædt med nedfaldet bronzefarvet løv. Efter frokost nær jernbanelinien, vender vi atter syd på mod vort udgangspunkt. Et sted i skoven gemmer der sig en stor sten, hvorunder der er en sprække med lige akkurat så meget plads, at man kan kaste en 10 øre derind. Man skulle så få et ønske opfyldt, dette har også været meget brugt af patienterne på tuberkulosehospitalet, hvis største ønske naturligvis var at blive helbredt for den frygtede sygdom.
Da vi atter passerer Buderupholmvejen, gør vi et kort stop ved mindestenen for frihedskæmperen Niels Erik Vangsted, stenen er sat på det sted, hvor han blev skudt efter en nedkastningsaktion i 1943. Fra stedet er der ikke langt til Skørping hospital, og mens vi går forbi de forskellige afdelinger, får vi en god forklaring om hospitalets historie og anvendelse. Nu var atter en herlig tur tilende, skønt vejr tillige, og en masse morsomme anekdoter om egnens befolkning oven i handelen.