1987

Rold Østerskov

I det skønneste efterårsvejr, mødes vi næste gang for enden af Skovvejen i Arden. På trods af at det er svært at vælge, var vi mange som blev enige om, at dette blev den smukkeste og bedste tur, som vi havde oplevet af dem alle til nu. Ad ”Kærlighedsstien” begav vi os gennem statsskoven, mod den del af Lindenborgs areal, som kaldes Rold Østerskov. Et langt stykke af denne vej går gennem bøgeskov, som nu stod klædt i efterårets flotteste farvepragt. På vejen passeres Fåresø Mose, den er et ualmindeligt flot stykke natur, tillige er den meget dyb. Der har været sænket en lodline på 45 m. ned, uden at ramme bunden.

Længere fremme på turen kommer vi til Hesselholt Skov, her står skovens højeste træer, som har overlevet novemberstormen i 1981. Lægger man nakken tilbage, er højden at sammenlig­ne med Aalborgtårnets. Senere besøger vi to af skovens største og kendteste jordfaldshuller. Ved ”Røverstuen” hvor vi raster i dag, får vi beretningen om Røverne fra Rold. Qvistorff meddeler at det vil tage ca. 5 kvarter, hvortil en ung mand replicerer: ”og det er endda uden detaljer”. Dette blev dagens bedste bemærkning.

Ifølge overleveringen var Røverstuen først i 1800-tallet skjulested for 3 af datidens berømte­ste røvere. Disse var ledere for mange af landsdelens andre røvere, som på et tidspunkt skal have været oppe på et antal af over 200 personer. Den ene af røverkongerne hed Johs. Jensen, Stenild, kaldet ”Bettefanden”, dennes arbejdsom­råde var mest fra Aalborg og syd på i Himmerland. Det siges, at Bettefanden fik dette navn, fordi han engang brød ind til en rædselsslagen kone, iført en kohud med horn og det hele.

Den anden røvers navn var Lorentz Meyer, han var den som var anfører i området fra Aalborg og mod nord. Den 3die beboer var et quindtimmer kaldet ”Petronillen”, og hun skal have været den værste af dem alle. Tillige var hun elskerinde for Lorentz Meyer. Hendes rigtige navn var Ane Pernille Andersdatter. Da røverbanden endelig blev fanget, blev hovedpersonerne ved retten i Aalborg i 1843, hver dømt til kagstrygning med 27 slag. Efter appel, blev denne dom året efter stadfæstet af højesteret. I modsætning til alle andre, sagde Lorentz Meyer ikke et ord under piskningen. Han blev derfor af bøddelen benådet for det sidste slag, men dette forlangte han selv, som sin ret, at få også. Det siges, at Petronillens bryster blev sorte efter den hårde behandling.

Det store hul ”Hestegraven” har også sin legende, idet det siges, at netop som hullet opstod, passerede der en hestevogn med et brudepar hen over stedet. Jordskreddet var så stort, at det opslugte både vogn, heste og mennesker, således at de aldrig siden er fundet. Mere realistisk er det nok, når det fortælles, at hullet har fået sit navn, fordi det var velegnet til at gemme og bevogte heste i under krigen i 1864.

Det sidste sted vi besøger i dag er ved Hvass Sø. Denne er, som navnet antyder, anlagt af skovrider Jens Hvass i 1953. Ved at bygge en dæmning over en lille bæk, er det lykkedes at skabe et dejligt vandmiljø på dette sted. Rundt om søen er der plantet en række eksotiske træarter, som man kan studere navnene på ved hjælp af små skilte, som er anbragt hvert sted. Hermed var en dejlig dag slut. Vejret var lunt og fugtigt, men dette bevirkede kun, at skovens farver og dufte kunne opleves med en ekstra intensivitet.