1987
Sønderskov
I dag starter sommertiden, altså en time før op, mødested ”Den Jyske Skovhave”. Den første begyndelse til skovhaven går helt tilbage til lige før århundredeskiftet, hvor skovrider Hintz, trods modstand fra højere sted, plantede nye træarter. Flere af disse og deres efterkommere kan ses endnu. Men den egentlige ære for skovhaven som den er anlagt i dag, tilkommer Jens Hvass.
Herfra går turen forbi Mosskovgaard mod Mossø, og efter to forsøg rundt om søen, finder vi vejen til Jamborettepladsen. Her har man også som FDF`er prøvet lejrlivets glæder, selvom den er anlagt for spejderne. Gennem bøgeskoven og under banen er vi fremme ved Store Økssø, på denne tur rundt raster vi ovre ved åkanderne, hvor der er dejligt læ for den skarpe vind. Deltagerne stilles frit, om man vil med en tur ind i sønderskoven og bese skovens største kæmpehøj, men da det er om at få det hele med, tages denne tørn gerne. Ved Rebild Skovhuse er vi ude på åbent land, selvom vi befinder os midt i skoven. Sådan har det ligget siden oldtiden, hvilket fortæller os, at her har bonden levet og dyrket sin ager i generationer. På vejen tilbage til Skovhaven, passeres Havemosen med flotte enebærbuske, men hvordan vi kom tilbage til østsiden af banen, har vi ingen erindring om, dagens strabadser var ovre.