1987

Troldeskoven

Første mødedag er søndag den 15. marts, stillested er parkeringspladsen ved Rold Stor Kro. Det første syn som møder os, da vi slår øjnene op om morgenen, er at sneen vælter ned, vi ser på hinanden, hvad er det, som vi er ved at begive os ud i? Jeg prøver forsigtigt at ringe turlederen op, det kunne jo være, at han har aflyst dagens program. Men jeg kan høre på hans tonefald, at han er meget forbavset over, at jeg kunne få sådan en syg idé. Altså, bare på med klunset, og så af sted. Ved ankomsten går turlederen, forfatteren m.m. Helge Qvistorff rundt og byder hver enkelt velkommen. Af 70 tilmeldte mangler der dog ca. 30 personer. Vi andre føler os dermed lidt barskere, selvom snevejret nu er hørt op.

Snart går turen rask af sted langs en af hærvejens gamle ruter gennem skoven, og op mod skovtårnet. Dette tårn er bygget på initiativ af skovrider Jens Hvass, og herfra er der en storslået udsigt over området. Qvistorff forsikrer at tårnet ikke vælter, trods kraftige gyngende bevægelser øverst oppe. Næste stop er i Troldeskoven, med de over 300 år gamle bøge, som vokser på bøgens nordligste naturlige grænse, disse er en særlig art med en dekorativ forkrøblet vækst. Ved det øjetræ, som kaldes Prinsessetræet, fortæller Qvistorff en anekdote om et gastronomisk selskab, som efter en kraftig middag, og en fugtig nat på kroen, ville med ham ud på morgentur. Formanden, som var stor og kraftig, deklarerede at ingen gik gennem øjet før end han, men ak, halvvejs igennem sad han urokkelig fast, trods hjælpende fødder bag fra. Så kunne det også være lige meget, resten af selskabet gik hjem. Nu var gode råd dyre, manden var ved at få panik. Qvistorff så kun en udvej, ned på kroen og hente grøn sæbe, og ved hjælp af dette fik han manden lirket baglæns ud delle for delle.

Vi fortsætter mod syd gennem vekslende terræn, og flere stop med god forklaring om hvad vi ser, og tænk, midt i skoven støder vi på en stendysse, det betyder, at på dette sted har der levet mennesker for flere tusind år siden. Ved Tveden ser vi bl.a. på såkaldte jordfaldshuller, navnet Tved er olddansk og betyder rydning. Nu begynder trætheden at melde sig, vinterens lave legemlige aktivitet hævner sig, lårmusklerne værker, men kan de andre følge med, kan vi også. Endelig når vi frem til en foderplads for skovens dyr, her gør vi også holdt og indtager vores klemmer, kræfterne vender tilbage til sidste etape. Denne går langs Urskoven ned mod Store Stendal, som er en mægtig smeltevandsrende efter sidste istid, vi er nu på grænsen af Rebild Bakker. Herfra går turen op gennem hulvejen kaldet Sandhulen. I gamle dage, da man drev stude sydpå, var dette sted ideelt til overnatning, man behøvede blot at postere en mand i hver ende af vejen, for at have hold på dyrene. Snart efter er vi tilbage ved bilerne. En hård tørn, men en stor oplevelse rigere.