Fosdalen og Nøddedalen

1. maj 2022 kl. 9.30

Mødested: Naturcenter Fosdalen, Fosdalvej 69, 9460 Brovst

Vi starter på naturcentret med en introduktion til turen ved naturvejleder Svend Møller Nielsen. Der serveres en kop kaffe og et rundstykke.

Turen gennem Nøddedalen og Fosdalen er ca. 5,5 Km. Der er mulighed for at forlænge turen hen langs Lien.

Turen er moderat til svær i bakket terræn. For dem der ikke er så godt gående vil der blive mulighed for alternativer og afkortning af ruten. Solidt fodtøj og evt. vandrestave anbefales.

Turen tager udgangspunkt i området omkring indlandsskrænten Lien ved Tranum, som byder på noget af det smukkeste natur, vi har i Danmark. Vi skal opleve varierende naturtyper og storslåede udsigter ud over Vesterhavet og de flade engarealer, der grænser op til skrænten. Digteren Jens August Schade kaldte skrænten for “De blå bjerge”, fordi bakkerne morgen og aften får et særligt skær. 

Som en kontrast til den åbne kyst med de store udsigter går turen også gennem Fosdalen og Nøddedalen, der skærer sig igennem Lien med urskovsagtig natur og stejle skråninger. Der er planter overalt i det fugtige klima. Om foråret, før træerne springer ud, er skråningerne dækket af et tæppe af anemoner og kodrivere. Senere på året er det en stor bestand af forskellige bregner og mosser, der dominerer. I bunden af dalene løber en lille bæk, der er hjemsted for sjældne planter og insekter. ”Turen gennem fosdalen og Nøddedalen er forrygende — man forventer jo at møde både alfer og orker” (facebook) 

Fosdalen er den mest kendte af de to dale, og der er mange besøgende året rundt. Den er dannet ved regnvandets erosion i skrænten, og er stadig under forandring. Siden den tidlige middelalder har Fosdalen været søgt af mennesker for sit helbredende vand, der kommer fra Vor Frue Kilde øverst i dalen. Syge søgte hertil for at blive helbredt på jomfru Maries fødselsdag 8. september. Det gav anledning til det store Lerup kildemarked, der senere blev flyttet på grund af druk og slagsmål. Øverst i dalen ligger Lerup kirke.

Nøddedalen, Anemonedalen eller Primuladalen — kært barn har mange navne – har ikke været så let at finde indtil de senere år, hvor den er blevet en del af hærvejen. Fra et tilgroet hjulspor ind mellem en flok hasselbuske åbner der sig pludselig en grøn tunnel. Stien går stejlt nedad med stejle skrænter på begge sider. Nøddedalen er især et besøg værd om foråret før hasselbuskene springer ud. Op ad skrænterne er det helt hvidt og gult af anemoner og kodrivere, som de nøgne hasselbuske kaster skygger hen over i solskinnet. At det er et helt enestående syn, skal opleves ved selvsyn. 

Ruten på 5,7 km

Naturvejleder Svend Møller Nielsen forklarer