1997

Nørlubnd skov

Denne gang skulle det komme til at lykkes. Tidspunktet for turen den 16. nov. til skovparterne på Nørlund gods var nu i bedre overensstemmelse med hensynet til dyrenes ve og vel.

Ved ankomsten til startstedet fra det gamle Conradsminde glasværk, var der flere, som bemærkede nogle skilte, der fortalte at skoven var lukket pga. jagt, men kun Esther, Helge og fmd. vidste at disse blot var nogle, der endnu ikke var blevet taget ned efter en jagt, der havde fundet sted dagen før.

Dette var et oplagt emne for at drive gæk med deltagerne.

Vi indleder turen med at gå mod nord efter Flyverstenen. Derved går man forbi Kollen med den store telemast, og lidt efter stopper Helge op for at fortælle lidt om Nørlunds ejerforhold. Om Nørlund og Torstedlund med disses skove, om Tingskoven oppe i Han herred, og endelig om den gang en af Nørlunds tidligere ejere også drev glasværk.

Helge fortæller også om en ny travetursbog han er ved at forberede som afløser for “9 traveture i Rold skov”. Denne bog er udgivet af statsskoven, men Helge har foreslået, at den nye bog skal omhandle alle områder af Rold skov. Herved har det vist sig, at Nørlund, i modsætning til tidligere, er blevet meget imødekommende, hvorimod Lindenborg gods ikke rigtig vil være med – endnu.

“Og så er vi i øvrigt nødt til at afbryde turen”, siger Helge. Han kan se at der er jagt i skoven, og han vil absolut ikke være med til at bringe folk i fare. Hertil kan fmd. blot svare: Når Helge plejer at sige, at han ikke er i bestyrelsen, må det være fmds. ansvar, at vi blot skal gå videre for sådan en smule jagt. Helge siger så, at når fmd. nok er den første, der bliver skudt, vil han godt være med til at gå videre alligevel.

Vi er nu nået frem til Flyverstenen, hvor vi hører beretningen om hvorledes de 11 allierede flyvere blev skudt ned på en af krigens sidste dage. Hvordan de først blev gravet ned i skoven, og senere begravet hele 2 gange på Aarestrup kirkegård.

Fra Flyverstenen skal der nu starte en rundtur ned i ådalen og tilbage til Conradsminde med uret rundt, men Helge giver atter udtryk for sin bekymring om den varslede jagt. Fmd. kan dog berolige med, at han har fået den aftale med godset, at der i hvert fald ikke vil blive løsnet et skud før alle har betalt for turen.

Nu skal vi ikke glemme, at vi er ude at se på navnkundige træer, og den første af disse er en mægtig bøgetrunte, kaldet Bluhmes Bøg. Denne har fået sit navn efter en tidligere ejer, der efter sin tjeneste som søofficer tog hjem og giftede sig med datteren til Nørlund. Det siges dog, at svigerfaderen efter en tid atter måtte tage godset tilbage.

Bøgen har haft sit navn siden den dag, hvor Bluhme under en jagt traf på en stor kegler. (Dette er navnet på ornen, når det drejer sig om vildsvin). Ved dette frygtindgydende syn skulle han være blevet så bange, at han var kravlet op i den store bøg, hvor han blev siddende resten af dagen.

Da vi nærmer os Lindenborg ådal kommer vi gennem et område, der er bevokset med ellekrat. Her stopper Helge op for at gøre opmærksom på denne særegne natur, og samtidigt fortælle lidt om hvordan åen danner skel mellem de to godser. Vi husker fra “tvillingefødselsturen” i april måned 1990, hvordan Lindenborg- og Simested å har fælles udspring nede ved Nysum her syd for skoven.

Helge tager nok en gang problemet med jagten op. Han siger at fmd. måske har talt med godset, og der fået at vide at jagten måske slet ikke er i dag, således at han går rundt med en viden som ingen andre har. Hertil må fmd. svare, at dette er der måske nok lidt om, og må endnu engang berolige med at ingen skud vil forekomme inden opkrævningen. Vedkommende skovfoged havde yderligere tilføjet: Tag det nu roligt Per, selskabet, som har jagten i dag er så vage til at ramme, at der nok ikke sker noget.

Vi kommer nu ind i et område, hvor der som det eneste sted i Rold skov vokser oprindelige lindetræer. For ca. 8000 år siden var hele Danmark dækket af linde- og egeskov. Dette var det flotteste skovbillede Danmark har haft, og det nærmeste vi nogensinde har været på at have urskov. Bortset fra området her, står der nu blot nogle få enkeltstående lindetræer i skoven.

Vi er nu tæt på det store kildeområde, som bærer navnet Kalkværket. Her forsøger vi først at følge selve kildestrømmen op til udspringet, hvilket vi dog må opgive igen. Men efter en tids vandring kommer vi ud i selve det åbne kildeområde, hvor der bare er så skønt at være i det smukke efterårsvejr, at vi vælger at stoppe op for at nyde vore klemmer.

Og så skete katastrofen. Birgit havde glemt Helges chokolade – hans eneste honorar for at lede turen. Dette fik Helge til at erklære: “Nu gider jeg ikke mere, vi springer over Manepælen og Fransiskabøgen”. (Sandheden var nemlig den, at vi ganske enkelt ikke kunne nå derover).

Som sædvanligt var der nogle, der var lige ved at hoppe på et af Helges gamle numre, men da havde han og Carsten allerede været ude på en lille rekognoscering for at finde selve kilden, således at vi let kunne gå derhen i samlet trop. Som et minde fra fortiden, findes der her et 3-4 meter højt cementtårn. Dette har tidligere fungeret som en stødhævert, der kunne sende drikkevand de 35 meter op til Nørlund savværk og dettes direktørbolig.

Tilbageturen til Conradsminde tager vi, med kun en enkelt afbrydelse, i et eneste langt sejt træk. Dette foregår ad nogle skovveje, der, som en følge af at vi kommer nede fra ådalen, stadig går opad og opad.

På et tidspunkt drejer Helge dog pludselig ind i skoven, hvor vi nok engang skal møde et af skovens navnkundige træer, nemlig “Syvmasteren”. Denne store gran skiller sig ud fra alle andre, idet den, i modsætning til det normale for graner, ligger ned. Selvom træet er faldet i en storm, har det alligevel evnet at slå rod, og samtidig omdanne syv af de grene, der vendte opad, til nye stammer. Disse danner nu en lang række master, som var det et gammelt sejlskib, der her ligger for anker.

Der er ikke langt fra Syvmasteren til Nørlund savværk, og for første gang i flere år har vi ikke forbud mod at passere dette, hvilket vi naturligvis benytter os af, da det er den letteste vej tilbage til Conradsminde.

Hermed var turen slut, og mon ikke alle 92 deltagere godt vil skrive under på, at vi bare havde været heldige. Et vidunderligt vejr, et pragtfuldt terræn, en veloplagt turleder, og en masse god gas om jagter med påfølgende problemer.