1988

Trend skov

En anderledes tur. Dette må være den rette betegnelse for turen til Trend skov den 14. juni.

Anderledes fordi vores vært, skovejer Hans Kjeldsen var en mand med nogle utraditionelle meninger, om dette at drive en skov.

Inden vi skulle møde Hans Kjeldsen, lagde dagens turleder, Knud Andersen dog ud med at tage os med ud på en dejlig rundtur til både skov og strand. Vi starter med at gå langs hegnet, der adskiller den kongelige jagtejendom fra resten af skoven, og Knud fortæller om vores forsøg på at overtale Dr. Ingrid til også at lade turen foregå inde på jagtejendommen. Men den gik altså ikke, selvom vi endda havde medsendt den af vore turberetninger, der fortæller om hvordan Prinsessetræet i Rold skov fik sit smukke navn.

Henne ved selve “Kongeporten” benytter Knud lejligheden til at fortælle nogle historier om samspillet mellem de kongelige og egnens befolkning. Bl.a. om hvorledes en af de lokale beboere engang sagde til Knud: Det er ikke nødvendigt at du tager huen af for Kg. Frederik, du kan bare vinke, så er han vel fornøjet.

Vi fortsætter nu ned ad Kongeportvej, og videre forbi tandlæge J.A. Petersens landsted mod stranden, hvor vi standser lige ved Cimbrer-gården, der er ejet af FDF i Aars.

På dette sted er der en utrolig smuk udsigt fjorden rundt mod de bagved liggende øer og andre landskaber. Fra venstre mod højre ser man ude i horisonten Nordsalling, og Fur med bette Jenses høj og molerfabrikken “Skamol”, så Mors med nordpunktet Feggeklit, og endelig Livø, Rønbjerg og Vitskøl kloster.

Vi hører også om den onde sagfører, der har blokeret adgangsvejen til stranden med både store sten, bomme og jordvolde, fordi han påberåber sig at have eneret til området. Den ejendom det er gået hårdest ud over, er netop FDF lejren Cimbrergården. FDF havde godt nok i begyndelsen fået en aftale om vejret, men da denne første periode var gået, kunne der pludselig ikke blive tale om en fornyelse. Lejren har nu stået ubenyttet hen gennem 3-4 år, hvilket kun kan siges at være særdeles urimeligt. Skammeligt at noget sådant kan lade sig gøre i vore dage.

Turen går nu tilbage til skoven, og snart kommer vi til at følge en vandledning, som viser sig at føre ind til en lejrplads med en permanent fyrplads placeret for enden af en lang række store teepee’s.

Men her er også både borde, bænke og andre siddepladser omkring forskellige små bålpladser. Altså lige stedet for at holde middagsrast, og som en flot gestus, har familien Kjeldsen endda lavet kaffe og varme popkorn over ilden til os alle. Kunne det være bedre.

Hans Kjeldsen byder os herefter velkommen, og starter besøget med at fortælle om skoven og baggrunden for driften af denne.

For ca. 100 år tilbage lå hele arealet hen som hede, men jorden var så ringe, at der dårligt nok kunne vokse lyng, og efter en fallit måtte Landmandsbanken overtage boet, hvorefter Hedeselskabet gik i gang med at tilplante 100 td. land med granskov om året.

Efter en 3-4 nye ejerskaber, købte Hans Kjeldsens far så de 1500 td. land skov i 1928, men i de dårlige tredivere blev han dog nødsaget til at sælge ca. 400 ha. til kongehuset.

I 1967 bliver Hans Kjeldsen kaldt hjem fra Canada for at overtage skoven, men også han har haft sine besværligheder. For allerede samme år var der et stormfald, der stækkede ham voldsomt, og under novemberstormen i 1981 væltede der 200 ha. af de 300 ha., der var tilbage. Eller 80 % af alle skovens træer.

Skovstyrelsen pålagde Hans Kjeldsen at plante stormfaldsarealerne til, senest med udgangen af 1985, men det hverken kunne, ville, eller havde han råd til. På længere sigt ville han dog gøre alt, for at der skulle blive skov igen, da det var hans levebrød. Dette tilfredsstillede ikke Skovstyrelsen, og der blev så tinglyst et påbud på ejendommen, om hvordan skoven skulle plantes til, hvordan der skulle sprøjtes osv.. Men Hans Kjeldsen nægtede at bruge kemikalier, da disse er lavet for at dræbe.

Efter at have kæmpet med Skovstyrelsen om dette i 15 år, kom der endelig et brev, der ophævede dette påbud, da det ikke var tidssvarende længere. Men i mellemtiden havde Hans Kjeldsen fået en dejlig løvskov, idet han ikke havde plantet, men blot sået en mængde birkefrø ud fra en flyvemaskine tilbage i 1985, og for at år siden kunne Skovstyrelsen meddele, at nu var tingene i orden. Hans Kjeldsens birkeskov har kostet 90 kr. pr. ha., mod normalt 35.000, således at han nu har et fint dækningsbidrag på disse.

Det er denne utraditionelle holdning til skovdrift og naturen, der har bevirket, at Trend skov er blevet kaldt “Den forbudte skov”.

Da krisen og renten var allerhøjest i firserne måtte Hans Kjeldsen atter sælge 200 ha., herunder den bolig han havde haft gennem 25 år, til kongehuset, der ønskede at udvide jagtejendommens araler.

For at få nogle ekstra penge i kassen, er der foruden udlejningen af jagten, også indrettet den teltlejr vi nu står i. Denne bliver lejet ud til alle mulige slags mennesker, og Hans Kjeldsen tager med glæde imod dem alle, herunder også Rold Skovs Venner. Det er nemlig pga. disse aktiviteter, at det har været muligt at beholde de resterende 100 ha. af skoven på familiens hænder.

Endelig omtaler Hans Kjeldsen jordbundsforholdene, som er ekstremt dårlige her på stedet. Men hvis man kan forbedre disse og få et bedre mikroklima, kan man også få bedre træer til at gro. Hvis bare man kan få selvsåede træer til at komme godt, som de gør på den fede og gode jord, så har man i princippet en evighedsmaskine. Man skal så skove lidt men tit, og ikke lave de store renafdrifter, der jo også kræver omfattende brug af kemikalier.

Inden vi skulle ud på den efterfølgende rundtur, blev der nu lejlighed til at stille spørgsmål. Disse faldt livligt, og strakte sig lige fra anvendelsen af birketræ, over jagt på krondyrene, leje af teltlejren, til det begreb, der kaldes “urørt skov”.

På vor vandring i området, standser vi første gang på et af de steder hvor skoven også væltede i 1981. Årsagen her var, at der engang i trediverne var blevet plantet nogle overskydende småtræer, som var af en alt for dårlig kvalitet. Hans Kjeldsen gjorde så det, at han allerede i december måned samme år, gik ind imellem det endnu uoparbejdede træ, for at så birkefrø ud på den måde, at han kastede disse højt op i vejret, så vinden kunne sprede dem.

Først næste forår blev det stormfældede træ oparbejdet, men frøene spirede fint, og resultatet er den løvskov man kan se i dag. Tre gange har man været inde for at udtyndet stykket, og dette har givet et dækningsbidrag på 800 til 900 kr. pr. ha. pr. gang. Det vil sige ca. 2.400 kr. pr. ha. i alt, hvilket faktisk er et ret fantastisk beløb i et skovbrugs økonomi.

Der er nu begyndt at komme andre træsorter imellem disse birke, som f.eks. ædelgran, men også eg og ahorn fordi Hans Kjeldsen gerne vil have nogle frøtræer.

Og her kommer vi til noget virkeligt smart. Hans Kjeldsen får nemlig lavet “sort arbejde”, idet han har sat nogle foderhuse op, som han fylder med indsamlede agern. Så kommer skovskaden, men da den slet ikke kan spise så megen føde, flyver den ud og gemmer resten i skovbunden. På den måde får Hans Kjeldsen spredt 600 kg. agern om året. Han skal nu blot huske at fodre fuglene med majs om vinteren, så de ikke flyver rundt for at finde de gemte agern igen.

Man må sandelig sige, at dette er en utraditionel, men genial tankegang om dette at drive skovbrug.

Lidt længere fremme standser vi ved en lille mose, hvor man i de omkringstående træer kan se en stor duehøgerede. I dag, hvor der bliver sat så mange redekasser op, var det faktisk en stor oplevelse at se disse lådne hoveder stikke op fra en naturlig og af fuglene selvbygget rede.

På et tidspunkt kommer Hans Kjeldsen ind på, hvorfor det er så svært at omdanne en hede eller granplantage til en frodig løvskov. En medvirkende årsag kan være de såkaldte mykorrhiza bakterier. Der findes nemlig to slags, og de onde sidder på rødderne af lyng og grantræer, hvorimod de gode sidder på brændenælder og løvtræer. Det er således vigtigt at få ændret på jordbundsforholdene for derved at fremme betingelserne for at lave en frodig blandingsskov.

En sådan skov er nemlig både sund, og den står stabilt. Hvis man ser på en gammel herregårdspark eller en præstegårdshave, er der aldrig noget som vælter på en gang. Der falder lidt ned engang imellem, men selve træerne bliver som regel altid stående.

Under denne rundtur kommer vi også ind på mange andre ting. F.eks. at tilskud til skovdriften egentlig er af det onde, fordi dette er med til at forhindre folk i at tænke kreativt. Vi hører om sankere, der giver en højere pris for tørt træ, som alligevel er gået ud pga. angreb af typografbiller. Om hvorledes noget af birketræet bliver til de foderhuse vi kan købe i supermarkedet. Også pollen og allergi bliver berørt, ligesom vi kommer ind på skovflåter, der kan være angrebet af burrelia-virus. Hvis man får en sådan på sig, skal den væk inden der er gået et døgn, da den ellers vil gylpe maveindholdet op, så den kan fortynde, men dermed også forurene vores blod.

Hans Kjeldsen fortæller om det at fjerne flis fra skoven, hvilket han er en meget stor modstander af. For hvis man lægger flis ud, fordi det er godt for havens træer, må det jo være lige så dårligt for skovens. Og helt galt bliver det jo, hvis man bare brænder det af. Det var også en overraskelse for mange af deltagerne, at prisen på et, for denne skov ret stort træ på 2 kubikmeter, blot er på 800 kr. Alle troede at det var meget dyrere.

Endelig taler vi om hvorfor man ikke længere hører så meget om SO.2 angreb på træerne. Det var tidligere et stort problem, fordi man importerede nogle meget dårlige træer fra Rumænien, der havde en ringe modstandskraft. Men at problemet også er blevet mindre, skyldes tillige at man efterhånden har fået bedre styr på røgrensningen.

Herefter var rundturen slut, men ved tilbagekomsten til lejrpladsen var der atter brygget varm kaffe til os alle, således at vore 66 deltagere kunne hygge sig endnu en stund, inden man skulle tage af- sked efter en utrolig dejlig dag.

Fmd. benyttede da også denne lejlighed til at sige familien Kjeldsen tak for en særdeles positiv oplevelse. Det, der nok gjorde det største samlede indtryk, var at møde en mand, der arbejdede med, og ikke mod naturen.